Caligula (1979)

    Under den romerske kejser Caligula hersker der store spændinger, særligt på sexfronten, der udforskes med fuld styrke.


    PORNO I HISTORISK INDPAKNING

    "Denne film indeholder meget stærke scener", proklameres det... men der er rent faktisk ikke stort andet end stærke scener fra start til slut. Problemet er bare, at scenerne er puttet ind i en forkert film.

    Rendyrket porno
    Der er rendyrket og ucensureret porno i mange scener – men man skal ikke lade sig narre af de slibrige indtryk: Filmen blev nemlig født uden mange af alle disse pikante indslag.

     

    Utryghed og vanvid

    Flere af skuespillerne og holdet bag filmen gik nærmest i chok, da de så den efterbearbejdede version, som altså senere kom på dvd: Under den romerske kejser Caligulas (Malcolm McDowell) vælde herskede der utryghed og vanvid. Caligula var (seksuelt) besat af sin egen søster, men måtte finde tilfredsstillelse andre steder.

    I ophidselsens rus
    I en sand ophidselsens rus oprettede han et gigantisk bordel, hvor han tvang senatorernes koner og døtre til at prostituere sig. Herefter var der frit slag mellem bryster og balder. Sådanne tiltag har det med at ende galt, og Caligulas frustrerede storhedstid varede da heller ikke evigt.

    Historisk interessant
    Ind imellem de mange billeder af nøgne mennesker opstår der af og til sekvenser af historisk interessant karakter, hvor det lykkes instruktøren Tinto Brass at sætte sig ud over liderligheden og præsentere os for en smule handling. Således er billederne af den særlige hovedafhugningsmaskine i arenaen ganske afskyvækkende.

    Skræmmende selvglad
    Malcolm McDowell er grimt og skræmmende selvglad som den vanvittige kejser. Generelt er skuespillet dog forsvundet i masserne af porno, og det synes i denne sammenhæng helt komisk med store stjerneskuespillere som Helen Mirren, Peter O'Toole og John Gielgud. Men den slibrige drejning foregik jo heller ikke med disse spilleres gode vilje.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1979, Italien, Drama, Historie, Dyr på film, Erotik, 156 min.

    Dansk titel: Caligula
    Instr: Tinto Brass Prod: Bob Guccione, Franco Rossellini Manus: Gore Vidal Foto: Silvano Ippoliti, Bob Guccione, Giancarlo Lui Klip: Nino Baragli Mus: Paul Clemente