The Open (2015)

Publikums- og festivaldarlingen "The Open" byder op til en sci-fi- og fantasydans med lufttennis i højlandet som det bærende handlingselement. Så der er masser af server og tohåndsbaghænder ud i det blå i en postapokalyptisk mystik med kun tre medvirkende.

Den helt påpladssættende forklaring får vi næppe, eller gør vi(?), i en film, der fortæller i grumsede flader af uafklaret tid og rum. Der spilles tennis uden bolde, og strengene er taget ud af ketcherne som en ekstra tydeliggørelse af, at verden er af lave ovenpå "Krigen". Nu kanter den tidligere kvindelige elitespiller, hendes insisterende træner og en kidnappet guerillasoldat sig rundt i højfjeldet, langt fra krigens farer – forhåbentlig – og en seriøs tomandsturnering kan gå i gang.
 

"The Open" er en rigtig publikumsaktivator, hvor det er meningen, at vi alle skal gøre store øjne i den mystiske verden uden forklaringer. Men filmen har reelt den modsatte virkning: Skuespillerne spærrer ganske vist øjnene op i mødet med lufttennisturneringen, men hverken ideen eller eksekveringen er andet end let knækbar fidusfilmkunst.

Billederne er flotte som følge af optagelserne i det skotske højland – klart filmens største force. Til gengæld er det meste af den i forvejen kryptiske fortællestil underkastet en ret udpenslende lyd og en meget tilstedeværende filmmusik, som regel af den mystisk brummende slags. Og det hjælper bestemt ikke filmoplevelsen, der i forvejen kæmper en dødbringende kamp mod det forstillede. Dét faktum, at filmen er indspillet på et meget lille budget og med et filmhold bestående af blot ni personer, er jo altid et godt salgstrick. Så er tilskueren måske i højere grad tilbøjelig til knæfald med skyklapper. Hverken med stort eller lille budget holder "The Open" dog til ret meget mere end en 15 minutters kortfilm, og så kunne den i princippet ligeså godt være filmet direkte til YouTube.