Napoleon Dynamite (2004)

Hvor bøvet er det muligt at være og samtidig slippe af sted med det – som rollefigur? Altså, så filmen stadig holder uden at sprænge de komiske rammer... Grænselandet afsøges i komedien "Napoleon Dynamite", hvor teenageren af samme navn (Jon Heder) er både udtalt bøvet og social analfabet. Napoleon er absurd bøvet, på grænsen til det øretæveindbydende. Men en af grundede til, at du ikke farer i hverken flint eller krampelatter, er, at filmen er så intelligent underspillet på alle parametre, især i skuespillet, hvor Jon Heders Napoleon-portræt er i særklasse.

Den outrerede teenager forsøger at klare sig gennem en gymnasiehverdag med mobning og ensomhed. Heldigvis bliver han venner med den udtryksløse mexicaner Pedro (Efren Ramirez), og sammen står de en anelse stærkere, særligt under Pedros valgkamp til elevrådsformandskabet. Når Napoleon kommer hjem, er det til helt aparte familieforhold. Den ualmindeligt friskfyragtige onkel Rico (Jon Gries) er flyttet ind som den voksne, og den ultrakiksede storebror Kip (Aaron Ruell) bruger mange timer på at chatte med damer på nettet.

"Napoleon Dynamite" afføder lige dele forbløffelse og forførelse. Hvad er det, der gør skævheden så spiselig i instruktør og manusforfatter Jared Hess’ filmunivers? Først og fremmest den skarpe kontrast, der opstår ud af underspillet i både fortællestil og skuespil. Der bliver ikke kastet store lagkagekomiske kævler på det komiske bål. Tilskueren må selv få styr på underkæben, der sympatihænger med bøvede Napoleons i den nævnte forbløffelse og forførelse. Hvad er det dog, vi er vidner til? Det kiksede trukket helt ud i ekstremerne.

Detaljerigdommen er frodig gennem hele den velskrevne historie, og det er ikke svært at leve sig ind i de mange pinlige situationer, selvom hovedpersonerne agerer på deres helt egen frekvens. Smilet breder sig, mens Napoleon og inderkredsen folder sig ud i ekstremerne. Jon Gries leverer en vidunderligt barnlig voksenpræstation som onkel Rico, ligesom Aaron Ruell er højkomisk indebrændt som storebror Kip. Efren Ramirez’ totale udtryksløshed i rollen som Pedro er nærmest skræmmende, og så er Tina Majorino et friskt kvindeligt pust som den mentalt forhutlede Deb.