Tarnation (2003)
En ung amerikaner fortæller hudløst ærligt sin livshistorie som barn i en forfærdende dysfunktionel familie.
HÅNDHOLDT NÆRVÆRENDE DRAMA
Denne dokumentarfilm er ikke for det underholdningshungrende mainstream-publikum. Den kræver fordybelse og en vis portion indlevelsesevne, og "Tarnation" er langt mere end blot et almindeligt gennemsnit.
Sit eget liv i scene
Jonathan Caouette har sat sit eget liv i scene. Hvem er han? Hvorfor har han gjort det? Hvad interessant er der ved hans liv? Dette er alle sammen spørgsmål, der bør være besvaret efter 88 anderledes filmminutter.
Dysfunktionel familie
Homoseksuelle Caouette vokser op under skrækindjagende omstændigheder i en familie, der mildest talt er dysfunktionel. Men trods de hårde odds og komplet umenneskelige livsforhold er det alligevel lykkedes amerikaneren at holde skansen, og hele dette cirkus af markante nedture og prøvelser har han dokumenteret med sit håndholdte kamera.
Drama/dokumentar
"Tarnation" havner et sted i grænselandet mellem drama og dokumentar. Grundlæggende er der tale om en biografi: Vi får et indblik i Jonathan Caouettes opvækst og privatliv. Hans seksualitet er meget uhøjtideligt skildret.
Stærkt alternativ stil
I en stil, der bedst kan beskrives som stærkt alternativ, kastes vi rundt mellem forskellige begivenheder og udsættes for Jonathan Caouettes bizarre familiemedlemmer og deres kranke skæbner.
Smertelig virkelighed
Vekselvirkningen mellem det ekstremt springende, blinkende og urolige og det langsommeligt teksturprægede skaber effektfulde kontraster, men der savnes mere fordybelse i de enkelte scener, der ville kunne bibringe virkeligheden endnu mere smerte.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2003, USA, Dokumentar, Biografi, Homoseksuelt tema, 88 min.
Dansk titel: Tarnation- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation