Secretary (2002)

Steven Shainbergs filmatisering af Mary Gaitskills novelle er en anderledes og forfriskende filmoplevelse, hvor historien på alle måder er pudsig og betagende, hvilket smitter positivt af på de dygtige skuespillere.
 

Anti-mainstream

Man kan kalde "The Secretary" en anti-mainstreamfilm: Shainbergs ambitioner rækker langt videre end kedelig standard, og filmens udstråling er i mange henseender unik. Stærkest lyser skuespillet og den ultimative synergi mellem James Spader og Maggie Gyllenhaal.

En kejtet kvinde
Gyllenhaal spiller den temmelig kejtede kvinde Lee Holloway, der i en relativt høj alder stadig bor hjemme hos mor og ikke har noget arbejde. Hun oser af indebrændt energi og kanaliserer noget af overskuddet ud ved at skære i sig selv (hvilket senere for alvor er blevet "moderne" i visse kredse!)
 

Blikkene slår gnister

En dag beslutter hun at søge stillingen som sekretær hos advokaten Mr. Grey (Spader). Fra første øjekast slår blikkene de to imellem gnister, men advokaten er bestemt ikke noget helt almindeligt menneske. Så der er lagt op til et alternativt "kærlighedsforhold" – i bred forstand.

Tabubelagt begær
Filmen beskæftiger sig med det tabubelagte begær, men den humoristiske og satiriske tilgang afdramatiserer samtidig de "mørke lyster" og giver historien en interessant drejning i stedet for tronende højtidelighed og bekymrede undertoner.
 

Troværdige udviklinger

Dette er i høj grad med til at gøre filmen vedkommende. På trods af satiren og den heraf naturligt medfølgende distance skaber manuskriptet langt mere troværdige udviklinger, end en alvorlig tilgang nogensinde ville kunne have gjort.

Antydningens kunst

Det meste forbliver på detaljeplan, men meget af energien kommer til udtryk i James Spaders og Maggie Gyllenhaals fintfølte samspil. Teknisk er "The Secretary" fredsommelig og udramatisk: Ingen heftige virkemidler, men hér er bevidst også valgt underspillets kunst, så filmen som hele bliver et inspirerende billede på antydningens kunst.