The Diary of Anne Frank (1959)

Den første af en lang række filmatiseringer af Anne Franks dagbog er denne, George Stevens' to en halv time lange, sort/hvide udgave fra 1959. Og lad det være sagt med det samme: Filmens markant største svaghed er, at Millie Perkins på ingen måde formår at udtrykke Anne Franks inderlighed og naive charme. I stedet bliver portrættet forlorent og overfladisk, hvilket naturligvis er problematisk i så afgørende en rolle.

I det klemte loftsrum
Til gengæld er filmen knugende stærk i sit portræt af spændingen og angsten i det klemte loftsrum, hvor Anne Frank og hendes familie sammen med en lille gruppe andre jøder forsøger at skjule sig for nazisterne under 2. verdenskrig.
 

Kunstnerisk ambitiøs

Det fornemmes fra første scene, at George Stevens er utroligt ambitiøs: Filmen er kendetegnet ved sit kunstnerisk høje niveau, hvor ingen kameraindstilling er overladt til tilfældigheder. Det gør filmen til et fint æstetisk bekendtskab, hvor William C. Mellors (A Place in the Sun (1951), Giant (1956)) sort/hvide fotografering virkelig bider sig fast i hukommelsen.

Højdepunkterne er værd at vente på
Ubeskåret i al sin oprindelighed er filmen med sine 170 minutter en noget langtrukket affære: Der kunne have været ønsket lidt mere kontant afregning. Men højdepunkterne er værd at vente på – når spændingen er på toppen, tør man dårligt trække vejret.

Komiske biroller
Der går lidt folkekomedie i birollegalleriet, hvor en form for komisk distance til alvoren ikke rigtig lykkes. Det er sikkert et forsøg på at skildre dagligdagen i selv denne ultimativt pressede situation, men resultatet er ikke overbevisende.