2 ryk og 1 aflevering (2003)

    En række halvvoksne fodbolddrenge oplever livets op- og nedture, især med personer af det modsatte køn.


    RYK UDEN AFLEVERING

    Ambitionsniveauet i dette umiddelbart sympatisk velmente danske teenagedrama kan desværre ligge på et meget lille sted. Den primære faktor til det manglende bid er et vagt og stemningsmæssigt ubalanceret manuskript (af instruktør Aage Rais-Nordentoft selv i samarbejde med Jesper Wung-Sung).

     

    Überskambrugte klichéer

    Det bevæger sig ikke en centimeter ud over gamle og überskambrugte klichéer. Fortællestilen er desuden farveløs og kedsommelig: Begivenhederne kommer i de fleste tilfælde til at fremstå som enkelte små historier, der er jappet igennem uden de store kreative bagtanker.
     

    Svært at koncentrere sig

    Jacob Krarup udfylder hovedrollen som teenageren Jakob, der bor i en kedelig forstad og går meget op i fodbold. Men på det seneste er interessen for piger også for alvor begyndt at melde sig... Det kan være svært at koncentrere sig om begge dele. I hvert fald på samme tid.

     

    En ungløve i slænget

    Men Jakob er en af gutterne i slænget, en ung løve, der hele tiden leder efter en forløsning, hvad enten den er mentalt funderet og skuldesænkende... eller læner sig op ad filmens seksuelt (lidt for) opmærksomhedssøgende titel, der kan spændingsudløse på en helt anden måde...

    Kejtet famlende
    Ungdomsfilmen famler kejtet, både i en vagt defineret visuel identitet, i et noget stift (ungdoms)spil. og hele tiden kækt popmusikunderlagt... 19 sange bydes der på), rundt i alle sine små og socialrealistisk krydrede coming of age-historier i forsøget på at skabe noget sammenhængende, men det lykkes ikke.

     

    Ryk uden aflevering

    Talrige stemninger skal fyres af som billige knaldperler Nytårsaften, og vi når aldrig at komme bare nogenlunde i kontakt med personerne i handlingen. Selvom det er tydeligt, at Rais-Nordentoft forsøger at "rykke" en sød og følsom opdatering af 1980'ernes danske ungdomsfilm, står resultatet desværre uden "aflevering". Nomineret til en Robert for bedste børne/ungdomsfilm.

     

    Pressen skrev...
    Der var faktisk en ret ligelig fordeling mellem de positive og negative overskrifter blandt anmelderne: "Sympatisk, men meget lille af statur" // "Indfølt dansk film om grænselandet mellem at være barn og voksen" // "Sød og følsom opdatering af 1980'ernes danske ungdomsfilm" samt "Historien afvikles alt for trægt. Brødet vil ikke hæve. Også fordi, de unge skuespillere (endnu) ikke magter en naturlig diktion" samt "Aage Rais træder én gang for alle i karakter med lange tiders bedste danske ungdomsfilm". *½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2003, Danmark, Drama, Teenagere, Coming of Age, Komedie, Sport, 96 min.

    Dansk titel: To ryk og en aflevering
    Instr: Aage Rais-Nordentoft Prod: Ib Tardini, Louise Vesth Manus: Aage Rais, Jesper Wung-Sung Foto: Jacob Banke Olesen Klip: Mahi Rahgozar Mus: Eva Noer Kondrup
    Priser
    • RB-N - Bedste børnefilm