Familien Gregersen (2004)

Denne helaftensfilm (210 min.!) af Charlotte Sachs Bostrup kunne nok ganske givet med fordel have været skåret ud i mindre bidder og vist som fire timelange episoder på tv.
 

Svulstige ambitioner

Denne proklamation er ganske givet en fornærmelse mod filmens tydeligt teknisk svulstige ambitioner (det er den første danske film, der er indspillet i Cinemascope-formatet), men fire timer i træk vil alligevel nok være for meget for de fleste i biografmørket i selskab med den dysfunktionelle familien Gregersen.
 

Mange historier

Filmen fortæller de mange historier om familien Gregersen, som forfatteren Kristian Kampmann udgav i de fire romaner "Visse hensyn", "Faste forhold", "Rene linier" og "Andre måder" gennem 1970’erne. Gregersens er i disse fortællinger på overfladen en velfungerende familie med direktøren Mogens (Steen Springborg) som det altdikterende overhoved.

Talrige problemer

Under overfladen er der dog talrige problemer, som familien ikke evner at tale om – og større eller mindre katastrofer, der opleves som Jordens undergang for den enkelte implicerede. Der er i dén henseende som oftest tale om sidespring. Og helt centralt i handlingen står et homosekuelt tema, der dog kun preller af på overfladen (Kampmann var selv biseksuel).
 

"Forfinede" seksuelle tilbøjeligheder

Familien Gregersens medlemmer, særligt de mandlige, har "forfinede" seksuelle tilbøjeligheder, og det er der en del kvinder, der kommer til at føle på egen krop og sjæl... For der bliver ikke lagt fingre imellem.

Ikke sparet på noget
Charlotte Sachs Bostrup genskaber dette historiske danmarksudsnit med sans for detaljen, og i det store og hele er "Familien Gregersen" knivskarp og teknisk delikat. Der er ikke sparet på ret meget hér.

En spændende opgave

Fotografisk er filmen noget af det mest ambitiøse, vi længe har set herhjemme, og i (meget få) scener klæder det endda historien at være pakket ind i denne glamourøse Cinemascope-skal. Uden tvivl har det være en spændende opgave for cheffotograf Dirk Brüel (Drenge (1977), Flamberede hjerter (1986), Stille hjerte (2014)).

Generende epik

I længden bliver de episke billeder dog på det nærmeste generende. For når måden at genfortælle Kampmanns historie på er så overspændt melodramatisk, begynder hele filmens udstråling at tage kvælertag på tilskueren, så der til sidst ikke kan åndes.
 

Svagt spil

Men filmens allerstørste svaghed ligger dog i skuespillet. Stort set alle præstationer i små og store roller bærer præg af rutine, og der efterlyses gnist, engagement, indlevelse – og psykologisk afstemt tæft med både tids- og situationsbilleder.

Overdrevet højtideligt
Historiens persongalleri er gigantisk, og da filmen gerne vil fortælle om samtlige Gregersen-familiemedlemmer, bliver resultatet, at vi hører lidt om mange i stedet for meget om få. På trods af de fire timers spilletid. Filmen trækker ofte sine scener ud i en uendelighed, spise- og transportscener kan fx vare op imod et kvarter! Det føles som en evighed.