Three Directions in Australian Pop Music: Australian Colour Diary 43 (1972)

Tre australske popgrupper fremfører her hver deres hit, mens instruktør Peter Weir og fotograf Michael Edols agerer fluer på væggen. I dag er det indlysende, at kortfilmen primært har "overlevet" på grund af Peter Weirs kreditering – ellers havde vi næppe hørt eller set mere til de 11 minutters musikdokumentation.

De tre bands, der filmes og agerer for fuld musik, er Wendy Saddington & Teardrop, The Captain Matchbox Whoopee Band samt Indelible Murtceps. Er der nogen klokker, der ringer? Eller er disse australske musikere mest forbeholdt det australsk hjemlige (halvfjerdser-)musikliv?
 

Weir lader de tre popsange glide ud i hinanden, og det passer jo fint med 3 x standardlængde og i alt 11 minutter. Perspektiveringer fra scenen er der ikke mange af, fokus er helt og holdent på sang og musik, på nær en vippende fod blandt publikum og lignende "dramatiseringer". Filmen er således ikke videre eksperimenterende og fungerer reelt udelukkende som dokumentation for de tre bands og deres forskellige stil. Musikernes egen scenekoreografi er den største variation i dén forbindelse.

Her får Peter Weir altså meget forærende, og kortfilmen med den noget lange titel "3 Directions in Australian Pop Music: Australian Colour Diary 47" emmer ikke ligefrem af kunstnerisk særkende. Det mest personlige islæt, og samtidig en humoristisk idé, får vi i slutsekunderne, hvor to af "stjernerne" fra Weirs bedste kortfilm Homesdale (1971) pludselig stikker hovederne frem. Men her skal man altså være skarp og i øvrigt have set den alt andet end let tilgængelige, men meget anbefalelsesværdige "Homesdale".