Såsom i en spegel (1961)

Ingmar Bergmans trilogi om tro:

Såsom i en spegel (1961)

Nattvardsgästerna (1963)

Tystnaden (1963)

"Såsom i en spegel" er den første af Ingmar Bergmans film i en trilogi om tro. Filmen er fortalt i en barsk og fortættet atmosfære med blot fire skuespillere og filmet på Bergmans hjemegn Fårö nord for Gotland.

Et kammerspil
Filmen er – med Bergmans egne ord – et kammerspil... eller "kammermusik", dvs. historien bliver en rendyrkelse af et antal motiver for et yderst begrænset antal stemmer og figurer: Fire skuespillere i én stærk kulisse.
 

Et billede på angst og afmagt

Filmen er mere end noget andet et billede på angst, afmagt og frustration, koncentreret om hovedpersonen Karins (Harriet Andersson) psykiske sygdom. Efter indlæggelse på et psykiatrisk hospital er hun angiveligt i bedring og er sammen med sin mand Martin (Max von Sydow), lillebroren Minus (Lars Passgård) og faren David (Gunnar Björnstrand) på ferie på en lille isoleret ø.
 

Langt fra helbredt

Men Karin er tydeligvis langt fra helbredt, og risikoen for tilbagefald er overhængende. Ægtemandens betingelsesløse kærlighed hjælper hende ikke. Broren føler sig forståeligt nok ikke tryg ved søsteren, og hans egen angst forstærkes i hendes selskab. Faren er mere optaget af tilblivelsen af sin egen roman end af datterens sygdom. Han forsøger at fortrænge, at Karin har arvet hans afdøde kones sygdom.

Skarpe budskaber
Bergman udtalte selv, at filmen for ham at se er et tilsløret teaterstykke med klare scener, som er stillet frem ved siden af hinanden. Han mente, at det filmiske er ret reduceret i "Som i et spejl".

Klar og u(t)rolig

Denne udtalelse står til åben diskussion. Filmen er netop klar og uroligt direkte i sit budskab, der når ud gennem Sven Nykvists (Persona (1966), Le locataire (1976), The Postman Always Rings Twice (1981)) skarpe og mesterligt komponerede billeder. Skuespillet er ganske vist i nogle scener meget teatralsk, men fortællestilen er præget af en visuel styrke, der netop gør filmen uforglemmelig.

Længslen efter tryghed
Filmen skildrer trygheden – eller længslen efter den: Familien er samlet omkring et hyggeligt hus i den skønne natur. Fællesskabet og trygheden er begge dybe instinkter hos mennesket, hvor fællesskabet hjælper os til at acceptere det uhyggelige faktum, som ensomhed er... hvilket Bergan hér indrammer flot.
 

Dunkle, destruktive kræfter

I "Som i et spejl" er Bergmans Gud ikke en trygheds-gud, men noget destruktivt og uhyre farligt, noget, som er risikabelt for menneskene, og som fremkalder dunkle, destruktive kræfter.
 

Knugende intensitet

Portrættet af Karins psykiske lidelse og hendes frygt for Gud er knugende intens, og de sort/hvide billeder er ikke til at ryste af sig. Harriet Andersson former sin rolle med hårrejsende effekt.
 

En brav, men håbløs kamp

Hendes tre mænd, faren, ægtemanden og lillebroren, kæmper en brav, men håbløs kamp for at hjælpe. Afmagten lyser ud af dem, og situationen påvirker dem alle. Spillet fra Björnstrand, Sydow og Passgård er fænomenalt.

Luft i det fortættede
Bergmans brug af naturen skaber luft i den fortættede atmosfære, men de smukke billeder af de skønne sommeraftener kommer også til at stå som symbolet på den uopnåelige tryghed. Skønheden bliver i stedet larmende stille.