Tystnaden (1963)

Ingmar Bergman følte en trang til at skabe en film, der ikke bare var ren snak, så han fik idéen til "Tystnaden", der gennem sine 92 minutter rummer omtrent 28 replikker (og det er ikke mange!). "Tystnaden" er således primært et billedligt eksperiment fra Bergman – et kunstnerisk udtryk mest i optikkens og lyssætningens magt.

Hinandens modsætninger

To søstre (Ingrid Thulin og Gunnel Lindblom) er sammen med drengen Johan (Jörgen Lindström) på ferie i et ikke nærmere bestemt fremmed land. Søstrene er hinandens modsætninger, og stemningen mellem dem er anspændt. Den ene søster ligger alvorligt syg på et hotel, mens den anden søster opsøger eventyr ude i byen.
 

Truende krigslyde

De forstår ikke sproget i det fremmede land, og i det fjerne høres truende krigslyde. Drengen keder sig i den larmende tavshed mellem kvinderne og de fremmede mennesker og går selv på opdagelse i hotellets lange gange.

En handling uden tale
For Bergman er det ingen hindring, at handlingen er stort set uden tale. Så meget desto større er udfordringen! Og filmen opleves på ingen måde som kedelig eller stillestående, for hvad der ikke sker i udvekslede ord, sker der til gengæld i den mesterlige fortælleteknik, der er et studie i stram billedkomposition, lyssætning, lyddesign og klipning.

Larmende tavshed
"Tystnaden" beskriver jo så ganske knugende effektivt den larmende tavshed mellem søstrene, den fortættede og spændte atmosfære, den truende sygdom, de flyvske flirts, drengens kedsomhed. Det er altså ikke en film uden lyde, men mange af lydene er i overført betydning billedlige.
 

Vittige og taget på kornet

Drengens opdagelsesrejser rundt i hotellets lange gange er i sig selv mindeværdige, og hans møder med den godhjertede tjener (Håkan Jahnberg) er vittige og taget på kornet. De to forstår overhovedet ikke hinanden. Spillet er intenst. Spændingerne og frustrationerne i Bergmans historie lyner i skuespillernes øjne.