8½ (1963)

Federico Fellini er en af de meget få instruktører, der har kunnet tillade sig at være egocentriker i sin filmskaben: Han var en af de ensomme, store og nærmest "ubegribelige", der anvendte filmen og dens fortælletekniske muligheder, som om den var skabt til ham personligt.
 

Frustrationer

Fellini var – ligesom Ingmar Bergman og Charles Chaplin – en instruktørtype, der kunne overbevise alle om sit eget genis berettigelse – ofte dog med en masse besvær og frustrationer, når det kom til indspilningsfasen.

Egotrip fra tidløs filmskaber
Fellinis "8½" (der angiveligt har fået den særprægede titel, fordi Fellini selv mente at have drejet 7½ film før denne) er således ét stort egotrip fra en tidløs filmskaber. 

Kaster med malingen

Fellini kaster malingen op på det store, hvide filmlærred som et vidnesbyrd fra hans tankeverden. Filmen bliver altså et kunstværk med et kompromisløst og personligt udtryk. Som tilskuer skal man fra scene ét være sporet ind på dette, ellers får man overhovedet intet ud af oplevelsen.
 

Ny storproduktion

Historien kredser om den intellektuelle filminstruktør Guido Anselmi (Marcello Mastroianni), der har alle aftalerne i hus omkring sin nye storproduktion. Men han bliver hele tiden forstyrret af producenten, af manuskriptforfatteren, af sin mistroiske kone og af den håbløst overfladiske elskerinde. Alle vil de i kontakt med ham, og Guido ender i en eksistentiel krise, der smitter af på hans kreative overskud.
 

Ikke letløbende!

"8½" kan ikke under nogen omstændigheder kaldes for "en letløbende film". Manuskriptet er i sig selv ikke nemt at gå til, fortællestilen er springende, urolig og stil- og genreforvirrende – mærkværdig og søvndyssende.

Fascinerende kunstværk
Alligevel er vi visner til et sjældent fascinerende filmkunstværk, som mange afiicionados betragter som et af filmhistoriens største mesterværker. En film som "8½" burde logisk set ikke have en jordisk chance for at nå et større publikum, men forbløffende nok har den vist sig at holde sin styrke og et stort publikum verden over.

Noget ud over det sædvanlige

Måske skyldes succesen, at (et kræsent) publikum æder kunstfilm som "8½" råt – "endelig et filmværk, der er noget ud over det sædvanlige" – og som er en direkte pendant til et malet lærred eller et partitur.
 

I eliten

Billedligt placerer "8½" sig i eliten, og går man i krig med analyser af billedkompositionerne, kommer man hurtigt på spændende overarbejde. Fellini benytter i "8½" gennemgående en hvid baggrund som et af de midler, hvor det gøres klart for tilskueren, at det, der sker på lærredet, opleves subjektivt, set gennem hovedpersonen Guidos øjne.

Evige konturer
Kontrasten mellem sort og hvid er uhyggeligt bevidst hele filmen igennem, så personerne og begivenhederne borer sig fast på nethinden som evige konturer.

Sex som noget syndigt

Fellinis fremstilling af sex som noget syndigt, nærmest et lidt dystert ritual, som Guido deltager i, forklares i "8½" freudiansk i flashbacks til Guidos barndom, hvor en gruppe drenge betaler en voluminøs kvinde for at fremvise sine attributter
 

Ingen hæmninger

Fellini og fotografen Gianni Di Venanzo er i billederne ikke hæmmet af misforstået diskretion eller uskrevne regler for, hvad man kan tillade sig at vise på film.

Diskretion ikke en æressag

For Fellini er diskretion ikke en æressag, men derimod en katastrofe, derfor nyder han at kunne fremvise personerne i sine film som medvirkende i dét cirkus, hans verden udgør.