Mute Witness (1995)
En stum kvinde, der er makeup-assistent på en film, overværer et bestialsk mord og må efterfølgende flygte og forsøge at forklare sig.
DYBT BEGAVET GYSER
Der er langt mellem gyserfilm, hvor der virkelig er grund til at spærre øjnene op. En sådan film er "Mute Witness" – med en dybt begavet historie og særdeles effektfulde virkemidler.
Filmblod og sminke, eller...?
Et russisk filmhold med en amerikansk instruktør er i gang med at indspille en film i en ramponeret lagerbygning. Filmblod og sminke står den stumme Billy Hughes (Marina Zudina) for. Efter dagens arbejde skal Billy lige hente nogle ting på settet, og hun overværer nu en brutal slagtning af en kvinde under indspilningerne af en pornosekvens.
En hæsblæsende jagt
Efterfølgende opdages og jages Billy rundt i de rungende gange og haller, og da hun endelig undslipper, påstår morderne hårdnakket, at det var et fingeret mord – for at få det til at se ægte ud... Selv tilskueren kommer i tvivl.
Urinstinktive frygtscener
Det er ikke i plottet, vi finder nøglen til filmens allermest geniale sider. Historien byder grundlæggende ikke på noget nyt, ud over at hovedpersonen er stum. Det er i virkemidlerne, at gysene opstår: Helt basale, urinstinktive frygtscener, hvor den truede må gemme sig i mørke kroge for ikke at blive myrdet – et mareridt realiseret!
Ultimativt nervepirrende
Filmens første tre kvarter er ultimativt nervepirrende, herefter er kurven desværre dalende, indtil vi når til opklarings- og forklaringsarbejdet i historien, der mest tager form af en slags rengøring. Som helhed dog en stærkt anbefalelsesværdig gyser for den kræsne tilskuer!
Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1995, Storbritannien, Gyser, Thriller, Krimi, 95 min.
Dansk titel: Det stumme vidne- Marina Zudina (Billy Hughes)
- Fay Ripley (Karen Hughes)
- Evan Richards (Andy Clarke)
- Oleg Yankovsky (Larsen)
- Igor Volkov (Arkadi)
- Sergei Karlenkov (Lyosha)
- Alec Guinness (The Reaper)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation