The Sunchaser (1996)

Michael Ciminos sidste film som instruktør nåede hele vejen i guldpalmekonkurrence ved filmfestivalen i Cannes, men det er afgjort også dét faktum ved filmen, der er værd at fremhæve mest. "The Sunchaser" blev det største økonomiske flop i Ciminos karriere. For filmen er helt ærligt talt en decideret bundskraber, kun holdt oppe af Douglas Milsomes flotte landskabsfotografering og en passabel hovedrollepræstation af Woody Harrelson.

Harrelson spiller den succesrige kræftlæge Michael Reynolds, der har alt, hvad hjertet kan begære, blandt andet en rød Porsche og måske snart et luksushus med kernefamilie. Men da han får den 16-årige og kræftsyge straffefange Brandon Monroe (Jon Seda) til behandling, begynder et hektisk kapitel i lægens liv. Brandon, der helst vil kaldes Blue, kidnapper nemlig Michael. På den måde kan Blue få sin frihed de sidste par uger af tilværelsen. Han er nemlig godt klar over, at kræftens spredning har sat ham døden for døren. Nu går det i høj fart og tiltagende højspænding gennem det ganske USA, for Blue har en plan om at komme til legendarisk healing hos navajoindianerne, og med en gun i tindingen har Michael bare at rette ind. Snart har de to hele politistyrken i hælene, men den lange rejse har på interessant vis rystet det umage par tættere sammen, så måske ønsker de nu slet ikke, at den vilde flugt skal slutte...?
 

"The Sunchaser" fungerer bedst i de første tre kvarters tid, hvor der endnu hviler en vis standarduskyld over både historien og filmens fortællestil. Her er der ikke mistanke om, i hvilke fortærskede og udtalt støjende retninger, det hele bærer. Men i takt med læge/patient-færdens konstans ved minimum 5500 omdrejninger i minuttet kører filmen snart at vejen i en frygteligt meningsløs heksekedel af overgearing i både skuespil og indpakning.

Vi er nu snarere vidner til en farce end et krimidrama, og henimod slutningen kører det hele i grøften. Det hjælper ikke filmen, at Jon Seda i filmens anden hovedrolle som Blue virkelig ikke har noget stort register at spille på. Som nævnt står Douglas Milsomes landskabsbilleder som et af filmens få plusser. Anne Bancroft optræder i en frygtelig birolle i en endeløs og meningsløs snakkescene.