Smultronstället (1957)

"Smultronstället" hører til blandt Ingmar Bergmans mest personlige film, der i nogen (eller ret væsentlig) grad portrætterer hans eget livs smil og smerte.
 

En ensom pensionisttilværelse

I denne historie fører Bergman os ind i en pensioneret læges verden, den aldrende professor Eberhard Isak Borg (Victor Sjöström), der er enkemand og lever et tilbagetrukket, ensomt liv, kun holdt ved selskab af sin strikse husholderske.
 

Tro tjeneste

Dr. Eberhard Isak Borg står for at skulle modtage en udmærkelse efter mange års tro tjeneste, og han er på vej til Lund i sin flotte Volvo PV831 sammen med sin svigerdatter.

Barndommens smerte mindes

Undervejs havner han flere gange i en drømmeverden, der fører ham tilbage til barn- og ungdommens smertefulde oplevelser. Han står i sine drømme ansigt til ansigt med døden, og han er til en mareridtseksamen, hvor han bliver kendt inkompetent.
 

Indtager bagsædet

På vej til Lund støder Isak og svigerdatteren på en gruppe kåde og kissemissende unge, der tager plads på bagsædet – igen noget, der leder til dagdrømmeri. En kun med nød og næppe afværget trafikulykke skaber kontakt til et ægtepar, der konstant skændes og tilsviner hinanden.

Afmagten hersker
Gennem "Smultronstället" hersker ét dominerende motiv i flere afskygninger: Afmagten, tomheden og manglen på tilgivelse. Bergman har siden erkendt, at filmen er en personlig anråbelse af hans egne forældre: "Se mig, forstå mig, tilgiv mig". Denne smerte opleves stærkest i den gennemsyrende sarkasme og evige afstandstagen – en kold og ubehagelig stemning hersker.

Sofistikerede spring
De sofistikerede spring mellem flere niveauer af virkelighed, minder og drømme er en beundringsværdig bedrift, der fungerer både glidende og fascinerende. Disse lag i historien gør dog også oplevelsen og perceptionen kompliceret: Bergmans kunstneriske ambitioner og personlige dybde i fortællingen gør nemlig mere end noget andet "Smultronstället" til et unikt komponeret billedkunstnerisk vidnesbyrd, emotionelt iskoldt og nedværdigende.
 

Kraftpræstation

Victor Sjöströms kraftpræstation i hovedrollen er fuld af sammenbidt smerte, og Gunnar Fischers (Sommaren med Monika (1953), Sommarnattens leende (1955)) knivskarpe, symbolladede fotografering går ofte så tæt på hans karakter, at der næsten opleves et kropsligt nærvær.

Stramt symbolladet
Billedkompositionen er stramt symbolladet, særligt i drømmescenerne, og hér er skuespillet mere teatralsk – nok for at understrege tilstanden i mindernes vold hos Isak Borg.

Al umagen værd

I filmens begyndelse står Isak ansigt til ansigt med døden i en foruroligende genialt komponeret drømmesekvens, fra hvilken ethvert billede kunne plukkes ud og rammes ind. I sandhed en dybt personlig, knugende indadvendt fortælling, meget tungt tilgængelig, men al umagen værd.