Sommaren med Monika (1953)

    Et ungt stockholmerpar giver fanden i hverdagen og sejler ud i skærgården. Men snart bliver forholdet sat på prøver.


    SKÆRGÅRDS-SKÆRMYDSLER

    Denne med nutidens øjne uhyggeligt uskyldige film var bestemt ikke velset i halvtredsernes virkelighed. Ingmar Bergmans film om et ungt teenagepar, der forelsker sig og antydningsvis dyrker sex før ægtepagten var noget af en kontroversiel sag i 1953.
     

    Tidløs historie

    Tid, takt og tone taget i betragtning er "Sommaren med Monika" en relativ tidløs historie om kærlighedens op- og nedture: Forelskelse, erotisk fascination, idyl, kedsomhed, aggression og opbrud.

    En historie, der aldrig går af mode
    Det er velsagtens en historie, der aldrig går af mode og som i mange henseender er en filmisk kliché i bunken af plots, men som lagt i hænderne på Ingmar Bergman får andre kvaliteter end almindeligt følelsesgnideri.
     

    Nærmest hyperaktiv ung kvinde

    Lagerarbejderen Harry (Lars Ekborg) render en dag ind i den smukke og meget udadvendte (nærmest hyperaktive) Monika, og på grund af Monikas meget direkte facon, havner de to hurtigt i favnen på hinanden og bliver - sagt i nutidige termer - soul mates.
     

    Trætte af hverdagslivet

    Da de samtidig begge er grundigt trætte af hverdagslivet og ikke mindst de kummerlige og klaustrofobiske forhold hos deres respektive familier, sejler de ud i skærgården, hvor de uforstyrret kan dyrke deres romance.
     

    Tolerancetærsklen sænkes

    Efter nogen tid er romancen dog afløst af parforholdets almindelige banaliteter og irritationsmomenter, og tolerancetærsklen er relativ lav: Og tingene bliver ikke bedre af, at Monika er gravid.

    Kunstnerisk maestro
    Bergman er den kunstneriske maestro/auteur, der bærer denne grundlæggende banale historie over i en helt andet oplevelsesverden. Det er sjældent, man ser hverdagslivets små skærmydsler projekteret i så en stilistisk og æstetisk velovervejet iscenesættelse.
     

    Fravalg af musik og lyd

    Alene ved fravalget af overflødig lyd og musik placerer Bergman sig i den mere sjældne og kunstneriske ende - kun ganske sjældent hører man Erik Nordgrens svulstige strygere, og reallydene får for det meste lov at stå helt alene.

    Lyrisk
    Når naturens egne lyde i et naturligt niveau arbejder sammen med lange, smukke billedlige sekvenser, der skildrer en natur- eller sindsstemning, bliver scenerne af lyrisk karakter og får en høj kunstnerisk og æstetisk valør.
     

    Genial billedkomposition

    Fotograf Gunnar Fischers billeder er i sig selv et uudtømmeligt galleri af genial komposition, lys og skygge - mange af filmens billeder kommer til at stå ikonisk og er i deres velovervejede elegance store kunstværker i bevægelse. Bergmans arbejde med kontrasterne bliver filmens visuelle identitet.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    1953, Sverige, Drama, Romantik, Teenagere, 92 min.

    Dansk titel: Sommeren med Monika
    Instr: Ingmar Bergman Prod: Kroger Babb, Allan Ekelund Manus: Per Anders Fogelström, Ingmar Bergman (ikke krediteret) Baseret på: roman af Per Anders Fogelström Foto: Gunnar Fischer Klip: Tage Holmberg, Gösta Lewin (ikk krediteret) Mus: Erik Nordgren