Flandres (2006)

    Langt ude på landet hersker kedsomheden blandt de unge beboere, og mændene drages af en fjern arabisk krig.


    BEUNDRINGSVÆRDIG ÆGTHED

    Den franske instruktør Bruno Dumont har med sine tre tidligere spillefilm delt publikum og anmeldere: nogle er betagede af filmskaberens særprægede stil, andre har uhyggelig svært ved at kapere den og sætter filmene i bås som kunstfilm eller avantgarde.
     

    Ganske harmløs

    "Flandres" er nu en ganske harmløs film, der næppe kan træde ret mange over tæerne. Den er i hvert fald ikke avantgarde. Det eneste der givet vil kede mange mainstreamvante tilskuere er, at Dumont er konsekvent minimalistisk i hele filmens udtryk: scenerne er lange, lyden er ikke konstrueret men reallyd, kameraet er ikke en roterende effektskaber men øjne på hovedpersonerne, musik er der ikke noget af, replikker er der heller ikke mange af.

    Beundringsværdig ægthed
    På den måde oplever man en beundringsværdig ægthed i Dumonts film: der er netop tale om ukrukket og oprigtig gengivelse af både simple og barske begivenheder. Dette skyldes blandt andet Dumonts idé om, at når han filmer et landskab, repræsenterer det personens stemning. Dumont filmer ikke stedet men det, som rollerne indeholder. Når vi ser et klip af den unge hovedperson, der kigger på landskabet foran sin gård, er vi indeni personen.
     

    Simple virkemidler

    "Flandres" er en udtryksfuld film, der med helt simple virkemidler beskriver en gruppe unge menneskers noget kedsommelige tilværelse på landet. Et par kammerater har besluttet at prøve lykken som soldater i krig i et fjernt arabisk land, ikke mindst for at komme væk fra kedsomheden på landet.
     

    Lokal nymfoman

    I krigen er virkeligheden dog en helt anden, end de havde forestillet sig, og det bliver en særdeles barsk og traumatisk rejse, og kun en enkelt vender hjem til Flandres igen, voldsomt mærket. Her venter den lokale nymfoman, der i savnet efter sine mænd har været igennem et større nervesammenbrud og nu har svært ved at håndtere den hjemvendte og hans traumer.

    Detaljernes store udtryk
    Det er sjældent, man oplever film, der er så stringent og behageligt naturligt filmet. Fotografen Yves Cape er lykkedes med at skabe et troværdigt visuelt univers som kulisse for Dumonts indadvendte historie.
     

    Det store udtryk

    Det er i detaljerne, at det store udtryk skal hentes. Dumont skildrer ikke sine personer og begivenheder i en sovs af strygersuppe og avancerede krankamerature. Ansigtet er hele udtrykket. Intet bliver udtrykt i ord. Kameraet bliver en sonde. Skuespillerne er væsentlige brikker i Dumonts fortællestil, og i de gode unge franske kræfter som Adelaïde Leroux og Samuel Boidin finder vi lige netop de rigtige ansigter og de rigtige formidlere af Dumonts tilstræbte ægthed.

    Man opnår i kraft af filmens rå og upolerede ægthed i lyd og billede en utrolig skarphed: sanserne skærpes, man oplever historien, som den er. Den er ikke pakket ind.

    Den brutale tomhed
    Dumonts eneste rigtig drastiske tekniske indgreb i filmen er klipningen - der klippes hårdt og brutalt mellem handlingerne i krigen og på landet, og de sideløbende handlinger er filmens svageste kort. Dumont er bedst, når han koncentrerer sig fuldt ud om én enkelt handling. Således er filmens første halve time også den bedste. Skildringen af livet på landet, de unges kedsomhed og seksualitet.
     

    Begærets krig

    Selvom krigen i "Flandres" ifølge Dumont er et udtryk for den kamp, vores begær udløser, kommer krigen i filmen til at stå svagt og fungerer mest symbolsk, som et tegn på, at bonden skal blive ved sin traktor og passe den hjemlige liderlighed. Det er ikke i krigen, at vi henter filmens stærkeste scener, selvom de helt givet er de mest bombastiske og dramatiske. De stærke scener er og bliver de enkle scener. Den brutalt hverdagslige tomhed.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2006, Frankrig, Psykologisk drama, Romantik, 91 min.

    Dansk titel: Flandres
    Instr: Bruno Dumont Prod: Rachid Bouchareb, Jean Bréhat Manus: Bruno Dumont Foto: Yves Cape Klip: Guy Lecorne
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN - Grand Prize of the Jury
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering