Flandres (2006)

Den franske instruktør Bruno Dumont har med sine tre tidligere spillefilm delt publikum og anmeldere: Nogle er betagede af filmskaberens særprægede stil, andre har uhyggelig svært ved at kapere den og sætter vrængende filmene i bås som kunstfilm eller sågar avantgarde.
 

Ganske harmløs

"Flandres" er nu en ganske harmløs film, der næppe kan træde ret mange over tæerne. Den er i hvert fald ikke avantgarde. Det eneste, der givet vil kede mange mainstreamvante tilskuere, er, at Dumont er konsekvent minimalistisk i hele filmens udtryk: Scenerne er lange, lyden er ikke konstrueret, men reallyd, kameraet er ikke en roterende effektskaber, men "øjne" på hovedpersonerne, musik er der ikke noget af, replikker er der heller ikke mange af.

Beundringsværdig ægthed
På denne måde opleves en beundringsværdig ægthed i Dumonts film: Der er netop tale om ukrukket og oprigtig gengivelse af både simple og barske begivenheder. Dette skyldes blandt andet Dumonts idé om, at når han filmer et landskab, repræsenterer det personens stemning. Dumont filmer ikke stedet, men det, som rollerne indeholder. Når vi ser et klip af den unge hovedperson, der kigger på landskabet foran sin gård, er vi således indeni personen.
 

Simple virkemidler

"Flandres" er en udtryksfuld film, der med helt simple virkemidler beskriver en gruppe unge menneskers noget kedsommelige tilværelse på landet. Et par kammerater har besluttet at prøve lykken som soldater i krig i et fjernt arabisk land, ikke mindst for at komme væk fra stilstanden på landet.
 

Lokal nymfoman

I krigen er virkeligheden dog en helt anden, end de havde forestillet sig. Det bliver en særdeles barsk og traumatisk rejse, og kun en enkelt vender hjem til Flandres igen, voldsomt mentalt mærket. Her venter den lokale sexafhængige kvinde, der i savnet efter sine mange mænd har været igennem et større nervesammenbrud og nu har svært ved at håndtere den hjemvendte og hans traumer.

Detaljernes store udtryk
Det er sjældent at opleve en film, der er så stringent og naturligt filmet. Fotografen Yves Cape (Chronic (2015), Sundown (2021), Memory (2024)) er i dén grad lykkedes med at skabe et troværdigt visuelt univers som kulisse for Dumonts indadskuende historie.
 

Det store udtryk

Det er i detaljerne, det store udtryk skal hentes. Dumont skildrer ikke sine personer og begivenheder i en sovs af strygersuppe og avancerede krankamerature. Ansigtet er reelt hele udtrykket. Intet bliver udtrykt i ord.

Væsentlige brikker

Kameraet bliver en sonde. Skuespillerne er væsentlige brikker i Dumonts fortællestil, og i de gode unge franske kræfter som Adelaïde Leroux og Samuel Boidin finder vi lige netop de rigtige ansigter og de rigtige formidlere af Dumonts tilstræbte ægthed. I kraft af filmens rå og upolerede ægthed opnås i lyd og billede en utrolig skarphed: Sanserne skærpes, og historien opleves som det, den er. Den er ikke pakket ind.

Den brutale tomhed
Dumonts eneste drastiske tekniske indgreb i filmen er klipningen – der klippes hårdt og brutalt mellem handlingerne i krigen og på landet, og de sideløbende handlingspassager er filmens svageste kort. Dumont er bedst, når han koncentrerer sig fuldt ud om én enkelt handling. Således er filmens første halve time også den bedste. Skildringen af livet på landet, de unges kedsomhed og seksualitet.
 

Begærets krig

Selvom krigen i "Flandres" ifølge Dumont er et udtryk for dén kamp, vores begær udløser, kommer krigen i filmen til at stå svagt og fungerer mest symbolsk – som om, bonden skal "blive ved sin traktor" og passe den hjemlige liderlighed.

Brutalt hverdagslig tomhed

Det er ikke i krigen, vi henter filmens stærkeste scener, selvom de helt givet er de mest bombastiske og dramatiske. De stærke scener er og bliver de enkle scener... den brutalt hverdagslige tomhed.