Höstsonaten (1978)

    En meget berømt koncertpianistinde vender efter mange år tilbage til sin datter, der bor i en øde beliggende præstegård. Gensynet bliver en tung affære.


    DET STORE FAMILIEOPGØR

    Bergman var helt ubestrideligt det psykologiske dramas mester, og når han var bedst, var der ikke en negl tilbage eller et øje tørt.
     

    Vakte opsigt

    Denne effekt opnår man ikke af "Höstsonaten", der vakte særlig opsigt ved at forene Sveriges to store kendte Bergman'er: Ingrid Bergman blev hentet hjem fra Hollywood for at spille hovedrollen i en film af mesterinstruktøren.
     

    Øde beliggende præstegård

    Efter ikke at have set hinanden i rigtig mange år, genforenes mor og datter i datteren Evas (Liv Ullmann) øde beliggende præstegård. Her er det meningen, at moderen (Ingrid Bergman) skal bo en uges tid og rigtig indhente alt det forsømte.
     

    Forsømt i barndommen

    Det bliver dog hurtigt klart, at datteren ikke kan skjule sine frustrationer over at være blevet forsømt i barndommen, sit indebrændte had til moderens væsen og livsstil. Moderen kan slet ikke håndtere datterens udbrud, så affæren bliver tung og tåget.
     

    En grim overraskelse

    Samtidig kommer det som en grim overraskelse for moderen, at datteren har taget søsteren Helena (Lena Nyman) hjem i præstegården for at passe hende. Helena havde moderen for mange år siden plantet på en anstalt for psykisk syge, og hun har bestemt ikke lyst til at se datteren igen. Nu bliver hun tvunget ud i det.

    Ingen sympati
    Det er svært i Bergmans manuskript at finde en egentlig sympati med nogle af kvinderne. Ingen af dem er særlig sympatiske, men der ligger naturligt nok en vægt af sympati for datteren, der har måttet udstå den selvcentrerede mor.
     

    Bergmans manuskript en force

    Det er netop en force ved Bergmans manuskript, at sympatien ikke er så entydigt drejet mod en af hovedpersonerne. Begivenhederne fortælles dog i adstadige og lige lovligt analyserende scener, hvor der ind imellem for at sætte prikken over i'et melder sig flash backs fra barndommen med moderen.
     

    Tynget af tolkningsstof

    Begivenhederne bliver unødvendigt tunge af tolkningsstof, klassiske psykoanalytiske skitser kunne nemt føres. Kun i enkelte scener opnår Bergman virkelig stærk effekt af sine dygtige skuespillere, fx da mor og datter spiller et stykke af Chopin for hinanden.

    Psykologisk mættet dialog
    I scener som denne, der ikke er tynget af den psykologisk mættede dialog, er der en kriblende atmosfærisk stemning, der går ganske under huden og viser, hvilket stortalent Bergman var til at skildre menneskets særheder.
     

    Dramatisk komposition

    Ingrid Bergman spiller pænt men en tand for teatralsk, Liv Ullmann får slet ikke nok kraft i den 'nørdede' Eva, mens man i Lena Nymans portræt af den syge Helena finder stærk smerte og ubehag. Masser af symbolik og dramatisk komposition i Sven Nykvists formidable fotografering.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1978, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Psykologisk drama, Musik, 89 min.

    Dansk titel: Høstsonaten
    Instr: Ingmar Bergman Prod: Katinka Faragó, Lew Grade, Martin Starger Manus: Ingmar Bergman Foto: Sven Nykvist Klip: Sylvia Ingemarsson Mus: Frédéric Chopin m.fl.
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Bergman)
    • AAN - Bedste manuskript
    • GG - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Bergman)