Blade Runner (1982)

    Los Angeles, år 2019. I regntungt mørke jagter en betjent menneskelignende robotter, men falder selv for en charmerende en af slagsen.


    REGNTUNG ÆSTETIK

    Sammenhængende film:

    Blade Runner (1982)

    Blade Runner 2049 (2017)

     

    Mens instruktøren Ridley Scott endnu var ung og relativ ukendt, formåede han gennem personlige og anderledes æstetiske indfaldsvinkler til filmmediet at skabe i hvert fald et par yderst bemærkelsesværdige film, der i dag er blevet til klassikere inden for deres genrer.
     

    Efter Alien

    Efter at have iscenesat den første Alien-gyserfilm i 1979 blev Scotts næste store projekt at sætte levende billeder på Philip K. Dicks science fiction roman "Do Androids Dream of Electric Sheep".

    Nærværende og enkel
    Tilgangen til materialet var uortodoks, filmisk nede på jorden og langt fra Spielbergs og andres fantast-universer med kvasi-animeret og ofte umiddelbart forloren indpakning. Scotts version af det fremmede, af fremtiden og det uvisse var stoflig, nærmest taktil, nærværende og enkel.
     

    Enkel scenografi

    Universet omkring Los Angeles i året 2019 skabte Scott med en yderst enkel scenografi, der koncentrerer sig om en stor herskabslejlighed, nogle ornamenterede betonsøjler og en asiatisk bydel i det moderne L.A.

    Hårfine balancer
    Scenografien er i kraft af sin enkelhed filmens store trumfkort, idet enkelheden bliver smerten, nærværet og sjælen i den svævende fremtidsvision om hårfine balancer i identiteter, svigt, ensomhed og vaklende kærlighed.
     

    Konsekvente fravalg

    Filmens egentlige styrke er dens fastholdelse af taktilitet og konsekvente fravalg af højenergisk anmitaion som væsentligt dramaturgisk virkemiddel. Filmens scener bliver intime gennem fravalg af fluktuerende visuel støj og bestemt og bastant i søjler og mure.

    Regntung trøstesløshed
    Ridley Scott fanger historiens regntunge trøstesløshed i mørke, natlige farvetoner, hvor det silende og pjaskende er filmens synæstetiske kardinalpunkt, og hvor personer og "replikanter" skærer sig vej gennem en atmosfærisk tyngde - gennem det gyldne snit og finæstetisk sanselighed.
     

    En robot med tanker

    Harrison Ford spiller betjent Rick Deckard i Los Angeles år 2019. Hans job er at udslette robot-prorotypen "replikanten", der er en mennekserobot, der selv producerer tanker og lever i op til 4 år. Det er nemt nok for Deckard af dræbe mandlige robotter og kvindelige robotter uden udstråling, mens det giver anledning til større følelsesmæssige udladninger, da han forelsker sig i en yderst human (og billedskøn) hunrobot af brunettetypen.

    Både kult og kitsch
    Filmen står stærkt den dag i dag ikke mindst på grund af sin centralforankring i 80'er-fortællestilen med alt hvad det indebærer af lyddesign, musik, kostumevalg, sminke, scenografi, lyssætning osv. Filmen er således i dag på mange måder både kult og kitsch men lever først og fremmest på sin stemningstæthed og ovenfor beskrevede narrative og visuelle distinktion.
     

    Etisk perspektiv

    Historien får et yderligere følelsesmæssigt og etisk interessant perspektiv i kraft af den konkretiserede tankevirksomhed hos de tidsbegrænsede replikanter, der gør op med "livets" skønhed og afslutning - visualiseret med indlevelse og smerte i Rutger Hauers hårdtslående karakter Roy Batty i filmens slutsekvens.

    Eksistentielle betragtninger
    Hvad er livet, hvad er det smukke i livet, hvordan perciperer vi solens spejling i havet - filosofiske og eksistentielle betragtninger der på en underligt centrifugeret og menneskeligt spejlvendt måde får en anderledes rørende betydning.
     

    Musikken i væsentlig rolle

    Vangelis' fatale og ind imellem mesterlige elektro-symfoniske underlægningsmusik spiller en væsentlig rolle i filmens samlede identitet, hvor smerten og splittelsen, uhyggen, ensomheden og fraværet af lykke med uhyggelig virkning skærer ind til benet i dramatiske crescendi - futurisk usikkerhed møder en dybereliggende basal og primal menneskelig usikkerhed i denne mærkværdigt mærkbare musik.

    Formateret skuespil
    Skuespillerne er behageligt neddæmpede og formateret til filmens stoflige nærvær, igen gennem enkle virkemidler som fokus på sved, regnvådt hår, muskelaktivitet, øjne gennem tykke briller, brækkede fingre og diverse handicaps og syndromer.
     

    Smerteligt forkrampet

    Blandt birollebesætningen bider man særligt mærke i William Sandersons smerteligt forkrampede væsen J .F. Sebastian, måske et af filmhistoriens mest uhyggeligt krybende portrætter af menneskelig ensomhed - og Joe Turkels beregnende og bizarre Eldon Tyrell, hjernen bag replikanterne og en mand, der ser verden gennem flere centimeter tykke briller.

    For den kræsne æstetiker
    Daryl Hannas replikantpræstation som "Pris" hører til blandt hendes mere heldige optrædener på lærredet, ligesom Rutger Hauer her er i sit rette element - så længe han spiller ikke-menneske, rammer hans akavede spillestil netop plet. "Blade Runner" er i sin fineste form, i digitalt restaureret final-cut-version, en uafrystelig science fiction-klassiker for den kræsne æstetiker.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1982, USA, Hong Kong, Storbritannien, Science Fiction, Action, Thriller, 117 min.

    Dansk titel: Blade Runner
    Instr: Ridley Scott Prod: Michael Deeley, Charles de Lauzirika Manus: Hampton Fancher, David Webb Peoples Baseret på: romanen "Do Androids Dream of Electric Sheep?" af Philip K. Dick Foto: Jordan Cronenweth Klip: Marsha Nakashima Mus: Vangelis
    Priser
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste visuelle effekter
    • GG-N - Bedste musik