Steamboat Bill, Jr. (1928)

Denne tiende og sidste spillefilm i samarbejdet mellem komiker Buster Keaton og serieproducer Joseph M. Schenck er en både elegant og rørende oplevelse, der spiller på falde-på-halen og ballade såvel som mere seriøse undertoner.

Imponerende gennemslagskraft
Buster Keaton havde gennem sin kometkarriere oparbejdet en imponerende gennemslagskraft, og man forstår publikums fascination i hans samtid såvel som i dag. Den lille mand med den betuttede attitude formidler i sin udstråling både den dybe menneskelige sårbarhed og den klovnede uheldighed, der oftest forfølger ham i hans film.
 

Keatons tvetydighed

"Steamboat Bill, Jr." fra 1928 er et godt eksempel på denne tvetydighed i Keatons karakter, idet han på en og samme tid skal forsøge at vinde sin faders gunst og skabe kontakt til dampselskabskonkurrentens datter, som han er meget interesseret i.

Rivalisering på floden
Keatons karakter, William Canfield, Jr., ankommer til floden, hvor hans far (Ernest Torrance) ejer et dampskib. De to har ikke set hinanden, siden William var spæd. Faderen kan ikke skjule sin skuffelse over sønnens klejne statur og er samtidig i affekt over, at rivalen King (Tom McGuire) har søsat et konkurrerende dampskib med meget finere forhold end hans eget.
 

Ingen kærlig modtagelse

Det er således ikke nogen kærlig modtagelse, William får ved floden, og hans fascination af rivalens datter (Marion Byron) er ikke velset, så de to må mødes i smug. Da en orkan rammer floden og markerne omkring, er det hele ved at gå op i hat og briller, men måske giver det også en anledning til sammenhold.

Detaljeret personkarakteristik
Filmen vinder især på sin fantastisk detaljerede personkarakteristik, særligt i forholdet mellem far og søn, hvor de sammenspillende attituder er ubetalelige, ikke mindst takket være Ernest Torrances geniale faderportræt.
 

Komikken som medspiller

Den grundlæggende primitivkomik får aldrig rigtig overtaget i filmen, men fungerer mere som en effektfuld medspiller i den mere alvorlige far/søn-problematik, der må betegnes som tidløs.

En optimal kombination
Både studieoptagelserne og i særdeleshed on location-optagelserne bærer præg af den optimale kombination af kunstnerisk begavelse og økonomisk frihed. Det er i film som denne i høj grad også et spørgsmål om timing - ikke mindst i den højspændte slutsekvens, der er et kapitel for sig i filmhistorien - og filmens bedste eksempel på netop elegant timing og stor teknisk kunnen.