Velsignelsen (2009)

    En ung kvinde føder sit første barn og oplever en svær fødselsdepression. Men hun bliver kun mødt af manglende forståelse og må søge hjælp.


    PSYKEN PÅ HOVEDET

    Heidi Maria Faissts spillefilmsdebut er en fortættet skildring af det svære i omvæltninger i livet, om en dyb krise og dens påvirkninger på mennesker.
     

    Holdt i kort snor

    Det er i mange henseender en rigtig barsk film, men det barske bliver også holdt i kort snor af Faisst, der sender signaler om berøringsangst, når historien bliver allermest sammensnørende.

     

    Magtesløshed
    Da en ung kvinde føder sit første barn, oplever hun en magtesløshed, der udvikler sig til en svær fødselsdepression. Samtidig kæmper hun en næsten umulig kamp for at genvinde sin mors gunst. De to har et anstrengt forhold, og det sidste, moren kan forstå og tolerere, er, at datteren ikke kan tage sig af sit nyfødte barn.
     

    Rysten på hovedet

    I det hele taget er det svært at møde den nødvendige forståelse. Langt de fleste folk i filmen ryster på hovedet og synes ikke at have det fjerneste begreb om depressionens natur.

    Tungt og dystert
    Krisen i "Velsignelsen" er dyb og svær, og stemningen er meget tung og dyster gennem størstedelen af filmen. Men Faisst forhindrer desværre begivenhederne i at komme rigtigt under huden.

     

    Tilvalg af stemningsmusik

    Berøringsangsten for at ramme kernen i uhyggen og finde helt derind, hvor det gør rigtig ondt, kommer til udtryk i tilvalget af stemningsmusik. Man tænker flere gange undervejs, hvor ondt filmen kunne have gjort, hvis den havde været tavs og havde turdet stå alene med den ramme angst.

    Lukket slutning
    Denne (muligvis ubevidste eller fortrængte) berøringsangst ligger vel også dybest set i manuskriptets lukkede slutning, der ikke tør eller vover uskarphed. Der er en hel lille række af uforstående kvinder i filmen, der alle udstråler en "tag-dig-nu-sammen"-maske til den deprimerede mor.

    Smerteligt
    I de mest intense scener virker dette ret stærkt, idet det mentale pres mod den kollapsede kvinde er så gyseligt, at det kan mærkes ganske smerteligt. Spillet er generelt pænt og velafbalanceret. Solbjørg Højfeldt har efterhånden en hel stribe af usympatiske moderroller bag sig, men dén type spiller hun også rigtig godt. Lærke Winther udstråler flot en dyb fortvivlelse og afmagt i sin altfortærende depression og fortjener ros for denne, sin første større, krævende hovedrolle.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021