The Strangers (2008)

    Et ungt par er kun lige ankommet til deres øde beliggende sommerhus, da et forfærdeligt mareridt begynder. Tre maskeklædte terrorister viser ingen nåde.


    EKSTREMT UHYGGELIGT

    En psykologisk gyser af de mere hårrejsende, hér gengivet i fem tillægsord, der hver især beskriver filmen særdeles godt:

    Fem tillægsord
    Skræmmende
    Modbydelig
    Klam
    Angstprovokerende
    Bestialsk
     

    Skingre skrig

    Måske er det den relativt simplificerede fortællestil. Måske er det de primale gysereffekter. Måske er det de skingre skrig. Eller en kombination.

    Nøgen i selskab med frygten
    Faktum er, at "The Strangers" i meget ubehagelig grad klæder tilskueren af og efterlader ham helt og aldeles nøgen i selskab med en frygt, det ikke er nem at slippe af med igen.
     

    Det banker på døren..

    Et ungt par er netop ankommet til et øde beliggende sommerhus, da det banker på hoveddøren. Udenfor står en fremmed kvinde, der virker forvirret. Ikke længe efter banker det på igen, og nu begynder den værst tænkelige terror: Tre maskeklædte fremmede udsætter parret for et helt umenneskeligt psykisk pres, og de går ikke, før blodet flyder.

    Lydligt overpumpet
    Instruktøren Bryan Bertino vælger rigtigt i næsten alle sine visuelle dispositioner, og særligt settet i skoven omkring sommerhuset er meget troværdigt. Til gengæld er filmen i meget høj grad overpumpet med lyddesign og musik - toner, der fjerner megen nerve og skaber mere støj end frygt.
     

    Frygt for stilhed

    Paradoksalt nok er det instruktørens frygt for stilheden, der afstedkommer lydene og musikken. Men netop stilheden ville have gjort filmen mange gange mere krybende uhyggelig, og så kunne en raffineret anvendelse af lyde og musik have været med til at tage den sidste luft ud af lungerne på det måbende publikum.

    Skrig på livet løs
    Liv Tyler skriger på livet løs, da først det går op for hende, hvad hun bliver udsat for. Det gør hun meget effektivt! Bedst i filmen er scenen, hvor Tyler er alene i huset, mens tilskueren i baggrunden i et skummelt hjørne kan se konturerne af en hvid maske, der er på vej ud i lyset.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2008, USA, Gyser, Mystik, Thriller, Seriemordere, 86 min.

    Dansk titel: The Strangers
    Instr: Bryan Bertino Prod: Doug Davison, Nathan Kahane, Roy Lee Manus: Bryan Bertino Foto: Peter Sova Klip: Kevin Greutert Mus: tomandandy
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation