Den grimme dreng (2009)

Torben Skjødt Jensens portrætfilm om Ole Ege (1934-2018) er en alt andet end skøn affære. Fred være med Eges seksuelle præferencer – men at kaste dem i grams over 80 minutters dokumentarisme er desværre en art psykisk tortur.

Primitiv collagestil
Det ville være helt i orden, hvis dokumentaren var informativ og gav et godt billede af manden bag det pornografiske udtryk, men Skjødt Jensen har i stedet valgt en grynet og primitiv collagestil, hvor støj på både billede- og lydsiden er bevidste virkemidler.

Vanskeligt at se og høre
Ikke alene er det vanskeligt at både se og høre, hvad filmen drejer sig om. Det centrale budskab ligger gemt et sted bag computerskabte billedskraveringer og potpourrier af musikalske evergreens.

Hingste- og orneindslag
Ikke at budskabet er svært at forstå. Der er nemlig ikke sparet på de eksplicitte klip fra Eges digre produktion. Den mest kvalmende film med hingste- og orneindslag er rigest udpenslet.
 

Illegale stripkortfilm

Det kan selvfølgelig i dag være vanskeligt at lade sig rive med af 1960'ernes illegale stripkortfilm med frodige og behårede kvinder, men var klippene bare et lærerigt filmhistorisk indblik, ville det jo mere end retfærdiggøre dem.

I grynet grams
Det er imidlertid lykkedes Skjødt Jensen ganske effektivt at kvæle de fleste interessante aspekter ved Ole Ege ved at fremstille og dermed kaste ham i grynet grams.