Cloverfield (2008)

    Et gigantisk monster tramper uden varsel gennem New York. En lille gruppe unge mennesker kæmper desperat for overlevelse.


    HÅRREJSENDE!

    Tematisk beslægtede film:
    Cloverfield (2008)
    10 Cloverfield Lane (2016)

    Her er en filmoplevelse helt og aldeles ud over det sædvanlige - og på det nærmeste ud af det blå: Overraskende, særpræget og fuld af vitalitet. Det er sjældent, at man i dén grad bliver revet helt ud af virkeligheden og indført i et usandsynligt skræk-univers, der får alle små hår til at rejse sig.

    Død og ødelæggelse
    Det er netop, hvad der sker med "Cloverfield", der til at begynde med mest af alt minder om en forfjamsket parforholds-komedie - indtil altså det vanvittige sker, at et gigantisk monster pludselig tramper gennem New York, og efterlader et spor af død og ødelæggelse.

    En slags metafilm
    Hele forløbet - og samtidig hele filmen - er en slags metafilm. Begivenhederne er nemlig indfanget på et videokamera, ført af fyren Hud, der som udgangspunkt har fået til opgave at filme lidt til en fest. Han har kameraet klistret til øjet, overalt hvor folk desperat flygtende hopper og springer for livet. Huds ven Rob er fast besluttet på at trodse al sund fornuft og bevæge sig direkte i retning mod monstret: Hans kæreste ligger nemlig fastklemt i den anden ende af byen.

    Angstprovokerende
    Således videodokumenteret føres vi ind ad en formørket og angstprovokerende sti - blandt andet i en virkelig ækel scene i en komplet mørklagt undergrundsbane. Det medbragte videokamera er en art hovedrolleindehaver, og ideen holder med stor effekt, da kameraets tredje-persons-vinkling på begivenhederne former en helt anderledes intimitet i det dokumenterede rædselshelvede.

    Rædselsvækkende
    I det kaotiske, sorte og håbløse former filmen en rædselsvækkende grundstemning, i øvrigt musikløs, der virker langt ud over de veldisponeret godt 70 minutters spilletid (+ end credits).



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2008, USA, Katastrofefilm, Action, Gyser, Science Fiction, 85 min.

    Dansk titel: Cloverfield
    Instr: Matt Reeves Prod: J.J. Abrams, Bryan Burk Manus: Drew Goddard Foto: Michael Bonvillain Klip: Kevin Stitt