Mein Kampf (2009)

Enkel, fredelig og troværdig fortolkning af Adolf Hitlers pure ungdom, hvor han spændt og forventningsfuldt indtog Wien i håbet om at blive anerkendt billedkunstner.
 

Meget saglig

Filmen er meget saglig og i store træk så tæt på virkeligheden, som man kan forestille sig. Der har ikke været behov for de store armbevægelser. I stedet fokuseres på de små ting i Hitlers omgang med samfundets udskud og hans problematiske venskab med den ældre jøde, Schlomo Herzl.

Flot portræt
Tom Schillings portræt af Hitler er selvsagt af afgørende betydning for filmens troværdighed, og ligheden udvikler sig gennem filmen egentlig til at blive slående.
 

Troværdigt skær

Således kommer Hitlers gradvise udvikling mod det despotiske, antisemitiske og aggressive til at stå i et fint og troværdigt skær, hvor det mere er antydningerne end tykke lag af forståelses-forstærkere, der forklarer hans skæbne.

Enkelt udtryk
Filmens visuelle udtryk er enkelt og helt blottet for overdrivelser, ind imellem grænsende til det let primitive dokumentariske, hvilket kun klæder stemningen. Den udtalte fattigdom skildres med indføling, og Hitlers aparte forelskelse i og omvendelse af bondepigen Gretchen bliver sindbilledet på hans spirende hypnotiserende evner.

Anbefalelsesværdig indføring
Som indføring i Hitlers ungdom kan "Mein Kampf" klart anbefales, og man finder sig hurtigt til rette i den ufiltrerede stil, hvor nærheden og distancen kæmper en indædt kamp, og hvor distancen og hadet som bekendt vinder til sidst. Generelt meget behersket brug af filmmusik.