Lykkens musikanter (1962)

Der er sort/hvid charme og melankoli på drengen, når et par af Sven Gyldmarks mere inspirerede sange hér serveres i en familiær kulisse: "Lykkens musikanter" bringer strenge, truthorn og tangenter i svingninger, når Ove Sprogøe, Dirch Passer og flere andre folder sig ud i Lydia Wiljengrens (Ellen Gottschalch) varmblodige og musikelskende hyggekrog.

De lokale strømmer til, når gardinerne rulles fra, og vinduerne åbnes. For det er alletiders skønsang og -spil, der strømmer ud fra villaen. Her er frontfigurerne Texas (Ove Sprogøe) på banjo (han har været syv år i staterne, heraf navnet) og Gogol (Dirch Passer) på kontrabas.

Solveig (Ingela Brander) akkompagnerer kreativt på flere instrumenter, og der kommer hele tiden nye musikalske gæster til – og det lokale publikum fryder sig i aftenstunden. Problemet er bare, at Lydia Wiljengrens som den musikalske mæcen har en trængt økonomi, og hendes gode hjerte løber hele tiden af med hende.
 

Karl Andersson finder mange interessante indstillinger i sin gennemæstetiserede fotografering. Det former flere for datidens danske film særegne perspektiver, fx da Texas fremfører sin skønsang i flot belyst profil (i øvrigt med Gustav Wincklers sangstemme.) Sprogøe er i øvrigt sød, men konturløs i den banjospillende birolle, hvor Dirch Passer omvendt får presset hver en dråbe tænkelig (underspillet) charme ud af sin melankolsk drømmende Gogol, der til daglig er elevatorfører.

Kjeld Petersen er sprudlende veloplagt i en birolle som sagfører – i filmen spiller han i øvrigt lidt utroværdigt 25-årige Bent Mejdings far (Petersen var 41 og døde samme år.) Ellen Gottschalchs musikmæcen serveres lidt for koket. Der er gode (musikalske) takter og en pæn portion charme i Peer Guldbrandsens iscenesættelse, men i helheden er "Lykkens musikanter" desværre mest af alt en temmelig gumpetung 1960’erfilm.