The Defiant Ones (1958)

Der er lyn i øjnene og fænomenal indlevelse hos både Oscar- og Golden Globe-nominerede Tony Curtis og Sidney Poitier: Og det er nødvendigt i den kompromisløse ramme, som Stanley Kramers vanedannede intense "The Defiant Ones" stiller op. Men faktisk nok også svært at undgå, i og med at Curtis og Poitier er lænket til hinanden ved håndleddene som det tilfældigt undvegne sæt fanger John og Noah, der nu er tvunget af omstændighederne i et nådesløst sumpet terræn. Det fordrer ret kompromisløse situationer, hvor der tydeligvis ikke har været stuntmænd i nærheden.

Stanley Kramer lader det meste af kriminaldramaet være op til tilskueren selv at binde ender på. Her er absolut intet behov for at overforklare eller overfortælle, hvilket især kommer til udtryk i et forbilledeligt autentisk lydbillede fuldstændig fritaget for underlægningsmusik og med fuld fokus på den virkelige verden omkring de to undvegne. "The Defiant Ones" bundtrækker således smidigt i både lyd og billede – nyd lige legendariske Sam Leavitts sort/hvide billeder, som de smyger sig beskedent, men gennemæstetiseret omkring den actionpakkede handling.

Vekselvirkningen mellem rå, brutalt udfordrende overlevelse og de mere eftertænksomme pauser, hvor mændene får lejlighed til at lære hinanden lidt bedre at kende, fungerer ganske enkelt fantastisk – og så er den både bagvedliggende og i perioder dominerende racisme en væsentlig drivkraft i fortællingen... i en mørk periode af USAs historie, hvor dette tema ikke ligefrem var lagt i glemmebogen. Birollerne er raffineret indflettet i den stærke fremdrift, der næsten kun kan ende i en blindgyde?