Digger (2026)

Vulgariteterne kender ingen grænser – og det er fuldt ud med vilje – i Alejandro G. Iñárritus brovtende, grænseoverskridende, metalegesyge og nærmest konstant replikråbende "Digger": En film, der nærmest er skabt til at dele vandene, men som uanset hvad er et festfyrværkeri af anderledeshed, du sent vil glemme.

Digger (Tom Cruise) er en af verdens mest magtfulde mænd, og da han i filmens åbning får nys om, at verdens undergang kan være nær, er han mere optaget af, hvor store materielle skader, hans olieindustrielle eventyr i Grønland kan have lidt. Senere står det klart, at det hele er et filmet teaterstykke, og at de mange skæve og ekstreme personer (og deres ligeså outrerede og gennem loftet-politisk ukorrekte replikker) spiller roller, der altså i dén grad går ud over det forventelige.

Tom Cruise er virkelig et godt match i titelrollen som Digger... endelig en rolle, der går helt imod stjerneskuespillerens normalt så slikkede og perfektionistisk selvoptagede image. Han styrer reelt det meste af den utæmmelige film med en lethed, der er beundringsværdig. For Iñárritus stil er alt andet end lineær – det så vi allerede i den skævt alvorsfulde Birdman (2014) – og i "Digger" er der skruet helt op på alle knapper. Dét i en grad, så det bliver for meget af det gode, og tråden tabes ofte i et kaos af sensationssøgende ekstremisme, hvor eneste samling reelt er... Tom Cruise. Og det er for lidt i en "filmet teater"-epik, der blander dimensioner, kunstarter og personligheder ind og ud af en potentiel virkelighed, vi aldrig helt får føling med.

Lidt over to timer er bare en halv for meget i dette vilde og evigt kogepunktsboblende "eventyr". Positivt er det, at der ikke oveni de nævnte, nærmest konstant råbte replikker også er anvendt udspartlende underlægningsmusik. Denne er forbløffende mådeholden. Det scenografiske arbejde er magnifikt og det mest håndgribeligt taktile i filmen.