Chinatown Nights (1929)

Denne stive kulissefilm blev samtidig en milepæl i William A. Wellmans digre filmografi: "Chinatown Nights" var nemlig oprindeligt en stumfilm, men da lydteknologien bogstaveligt talt brød igennem, mens filmen blev optaget, besluttede man at det skulle være en "tonefilm", hvorfor alle skuespillernes replikker blev eftersynkroniseret. Det er næsten det mest eksotiske, der er at fremhæve ved kriminaldramaet – men så alligevel ikke...

Midt i det udtalt papstudieoptagede og ikke ret stemningstungt troværdige setup lykkes det alligevel at forme en vis intensitet, blandt andet takket være en indlevelsesstærk præstation af Florence Vidor. "Chinatown Nights" blev hendes sidste film, angiveligt fordi hun følte sig så afhægtet og fremmedgjort at lydtransitionsprocessen midt under optagelserne, at det nu kunne være nok. Det er da heller ikke hendes stemme, vi hører i den hultklingende synkronisering.

Vidor spiller herskabskvinden Joan Fry, der forelsker sig i den hvide leder af en asiatisk bande dybt inde i Chinatown, San Francisco. Hans navn er Chuck Riley (Wallace Beery), han er mut, nedladende og udtalt kvindenedgørende – men han er også alt det, Joan altid har drømt om: En "rigtig mand" med store lemmer, dyb stemme... og magt. Så der er næsten ingen grænser for, hvor dybt hun vil synke, for at Chuck kan overbevises om at tage hende til sig. Henad vejen opdager han nu nok også, at han ikke kan "slippe for" sin forelskelse i hende, men så må han nok også skære lidt ned på sin bandeledertid i de skumle Chinatown-lokaler...

Med tanke på dén stærke kompromisløshed, William A. Wellman næsten altid skaber sine film med, står "Chinatown Nights" unægteligt noget tørt og uambitiøst, og det har ikke noget at gøre med det jammerlige lydefterarbejde, der i dette tilfælde kan retfærdiggøres af teknikkens dugfriskhed. Filmen kan næsten knækkes over knæet i sin mangel på dynamik og atmosfære, og det er ret atypisk for Wellman. Samtidig er der ikke ret meget liv i øjnene på skuespillerne – ud over nævnte fascinerende meloteatralsk knæfaldende Florence Vidor, der præsterer, så man næsten skulle tro, hun vidste, dette blev hendes sidste film.