Beggars of Life (1928)

Ligesom senere i karrieren vælger instruktør William A. Wellman hér at gøre brug af toglokomotivet og de eftersættende togsæts prust, støn, dynamik og jern mod jern – denne gang i et kriminaldrama, hvis udgangspunkt i grunden er tidløst, og hvor stumfilmsæstetikken lever højt på både togets fremdrift og en detaljemættet fotografering af de uheldige vagabondhelte i handlingen.

Den unge Nancy (Louise Brooks) har i filmens start slået sin lede stedfar ihjel. Det erfarer vi, fordi vagabonden Jim (Richard Arlen) netop har udset sig stedfarens rester af middagsmaden gennem de tilduggede ruder. Inde i stuen lægger han hurtigt to og to sammen og tager Nancy med sig. Det er nødvendigt at flygte fra ordensmagten med det samme, og snart krydser de to land og rige om bord på forskellige godstog, inden de mødes med en gruppe vagabonder og forsøger at nå Canada.

"Beggars of Life" er tæt på at nå de helt geniale stumfilmsfunderede højder, men hænger desværre lidt for meget fast i sin egen centrifuge af "ung kvinde i herretøj på flugt med godhjertet vagabond med let til jævn erotisk undertone". Der er noget tidlig Bonnie og Clyde over Wellmans film her, dog uden bankrøverierne. I den nævnte fremdrift centreret om togenes magt og vælde hentes den reelle energi, og her er der også så alt rigeligt guf at hente for cheffotograf Henry W. Gerrard.

Rollen som "Nancy" er ikonisk for Louise Brooks: Hendes androgyne udseende og moderne, kompromisløse udstråling gør hende til et fascinerende midtpunkt – fanget i en brutal mandsverden af godsvogne, lejemord og konstant flugt. "Beggars of Life" blev til præcis i skæringspunktet mellem stumfilm og lydfilm. Den fik faktisk tilføjet lydeffekter og enkelte talte scener (bl.a. med Gary Cooper, der synger en sang), hvilket gør den til et spændende teknologisk vidnesbyrd om en brydningstid.