I Want You (1998)

Michael Winterbottom lagde hér i kakkelovnen til sin flotte "Wonderland", der kom året efter – og som er en film, der lever stærkt i grænselandet mellem knugende angst og jublende glæde. Det er sjældent, at hverdagen er så ægte portrætteret som i "Wonderland". Anderledes rodet og også temmelig konstrueret står "I Want You", der allerede i sin titel emmer af hed sex, grænsesøgende begær og provokation. Desværre uforløst, selvom yndere af rigelige mængder full frontal female nudity næppe vil kimse ad udvalgte scener.

Frisøsen Helen (Rachel Weisz) har kundegrundlaget i orden i sin lille engelske kystby, men der er mere kaos i hendes følelses- og sexliv. Det bliver ikke bedre, da hun bogstaveligt talt støder ind i den 14-årige, (traume)stumme Honda (Luka Petrušić), der straks ser sig lun på den veldrejede kvinde – og som bruger sin særlige evne med livelydoptagelser til blandt andet at aflytte Helens kvaler med (eks)kærester, men også, når søsteren bliver bedækket i sovekammeret. Disse sexseancer nyder Honda live med hovedtelefoner på i rummet ved siden af. Alle disse skæbner vikles nu både ind og ud af hinanden, og forelskelser og seksuelle vækkelser går fra glød til flamme. Det kan næsten kun ende galt...

Cheffotograf Sławomir Idziak vandt en special mention-pris i Berlin for "his haunting images" – stærkt nuancefiltrerede billeder af især de kystnære landskaber, men generelt en udtalt filtreret visuel oplevelse, der godt kan sætte lidt fut i fejemøjet indimellem. Og det er paradoksalt nok nødvendigt at skrue op for indpakningen: Det sexemmende, kontroversielle og også krimitwistede manuskript kommer nemlig ikke i svingninger, selvom der især bygges op til, at Helen på et eller andet tidspunkt for alvor vil forsøge at forføre den glatkindede, radmagre Honda – når først han tilstrækkeligt mange gange har givet hende røde roser! Blomster siger som bekendt mere end 1000 ord... og det får en særlig betydning for den stumme teenagedreng.

"I Want You" har også en lille sidehistorie, hvor (flad, unuanceret og ligegyldig) popmusik spiller en gennemgående rolle, idet Hondas kortklippede, afblegede sexkillingesøster er forsangerinde i et lokalt band. Disse sidespring i fortællingen er ærligt talt helt uden kilerim, og de roterer da også formålsløst, når de optræder.