My Son (2006)
Julien er blevet teenager og mærker nu på egen krop og psyke sin mors krybende klamsvedte dominans, som hun vil kontrollere alt i hans liv.
»ABSOLUT INGEN KÆRE MOR«
Dominans og kontrolpsykose sat på spidsen: "My Son" vil så gerne være et stort (= lille) fransk arthousedrama, at det nærmest bliver for udtalt – i hvert fald er instruktør Martial Fougerons debutspillefilm (og foreløbigt eneste) en kende underbagt, selvom dramaet nærmest koger undervejs.
Julien (Victor Sévaux) er blevet teenager og begynder så småt at stræbe i andre retninger end hjemmets tryghed. Han opdager nye størrelser på sin krop og får grej til at barbere sig af sin bedstemor (Emmanuelle Riva). Transformationen huer absolut ikke Juliens mor (Nathalie Baye), der i tiltagende grad skruer op for sit helt igennem sygelige kontrolgen overfor sønnen... i alt, hvad han foretager sig. Hun ydmyger ham, slår ham og tvinger ham sågar til at vise sin diller frem efter et brusebad(!). Imens ser tøffelheltsfaren (Olivier Gourmet) passivt til... det kan vist kun ende i en tragedie?
"My Son" lykkes mådeholdent overbevisende med at forme en fuldstændigt nedværdigende, trykkende stemning, hvor en mor gør sit eget barn fortræd uden at skele den mindste smule til sund fornuft... overhovedet! Instruktør Martial Fougeron skeler ganske givet til mestre indenfor denne "stemningsgenre" (det kunne være europæere som Ulrich Seidl eller Michael Haneke), men har ikke den samme sans for takt og tone, hvorfor hans debutfilm da også i nogle sammenhænge står lidt uforløst og blafrer i slipstrømmene af alle tiders mindst elskelige filmmors lussinger.
Stilen er simpel og næsten asketisk – et klart træk i retning af at ønske så kolde og upersonlige rammer som overhovedet muligt om Juliens nærved umuliggjorte coming of age.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2006, Frankrig, Drama, Psykologisk drama, Teenagere, Coming of Age, 79 min.
Dansk titel: Mon fils à moi- Nathalie Baye (La mère)
- Victor Sévaux (Julien)
- Olivier Gourmet (Le père)
- Emmanuelle Riva (La grand mère)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation