The Public Enemy (1931)

Vanedannende, væver og fræk som en slagterhund smyger William A. Wellmans fuldmodne gangsterkrimi "The Public Enemy" sig omkring sin egen velformede, potent virile og actionmættede krop. Timingen er teknisk i top, billederne er stoflige i levende, dynamisk fotografering, og skuespillet bærer i meget høj grad af den fuldendte tilstedeværelse i projektet, som det altid er muligt at mærke hos Wellman.

Fortællingen starter allerede i 1909, hvor Wellman introducerer de kommende voksne hovedroller som børn – hvilket i øvrigt giver filmen en følelse af helhed og formål, der ellers nemt ville kunne trumfes, havde tilgangen været anderledes lige på og hård. Snart klippes der til henholdsvis 1919 og 1920, hvor irsk-amerikanske Tom Powers (James Cagney) og hans bror Mike (Donald Cook) er unge voksne og drevet af et begær efter lette penge, inspireret og ledt ind i fristelse af Chicagos mørke gangsterunderverden. Snart har de indbringende opgaver, der dog også kræver rigelig anvendelse af revolver. En intern twist brødrene imellem kan være farefuld, men forude venter alligevel det største opgør, der næsten ikke kan undgå at ende helt galt...

Med Devereaux Jennings' slet og ret fænomenale fotografering som centraldrivkraft er meget af den levende fascinationskraft allerede sikret. Åbningssekvenserne med Tom og Mike som børn er nærmest magiske, ikke mindst fordi Wellman er så teknisk kyndig og æstetisk velfunderet, at selv inddragelsen af arkivfilm fra det virkelige livs 1909 står som knivskarpe og troværdige etablerende skud på stil og tid. Men også bøllernes karriereliv som unge voksne emmer af indlevelse i alle facetter. Væk er skåret det meste af det overflødige, samtidig med at vægtningen på særligt den tiltagende onde og kompromisløse Tom både er perfekt doseret – og rollen forbilledligt gestaltet af en sammenbidt, hadefuld og ligeglad James Cagney, hvis sleske varemærke er en særlig håndbevægelse mod alle andres hage og kind... hvis de da ikke får en knytnæve i ansigtet. Det gælder i øvrigt også kvinderne, når han føler, de står i vejen.

Stemningsfuldheden som hele og de udtalte locationoptagelser i "The Public Enemy" fortjener en guldramme. I det hele taget er Wellmans iscenesættelse tæt på fuldendt – hvilket er så meget desto mere forbløffende med tanke på, at han instruerede film på samlebånd det meste af karrieren. Her i 1931 dog "kun" fire spillefilm.