Blodets bånd (2013)

Ind imellem er det godt at blive rystet og chokeret lidt i sin grundvold af begivenheder fra det virkelige liv. "Blodets bånd" leverer varen: Guldbelagte rædsler fra samfundets bund, hyllet i en tåge af smøger, alkohol og hårde stoffer.

Grove svigt
Den dokumentaristiske form, fluen-på-væggen-stilen, læner sig i medierne op ad øretæver, når grove svigt som dem, vi er vidner til i "Blodets bånd", "accepteres" som led i indfangelsen af virkeligheden.

Enestående indblik
Men familien Hansen har selv villet fortælle deres historie, og dokumentaristerne har taget imod med kyshånd. Resultatet er et enestående indblik i en absurd dysfunktionel familie. Det er næsten ikke til at tro, det er sandt...

Stor eller lille skid på?
Den knap 60-årige Svend Aage har tillagt sig 16 børn med forskellige damer. Langt de fleste børn er produceret med alkohol i blodet, sådan at forstå, at Svend Aage altid har gang i en øl og altid har enten en lille eller stor skid på.

En dør på klem

I filmen åbner Svend Aage en dør på klem til, at nogle af hans børn kan få klarhed om fortidens skeletter i skabet: Mange hundrede siders sagsforløb ankommer med posten.

Vanvittige scenarier
Og siderne er ikke spækket med morsomme anekdoter. Det ene vanvittige scenarie afløser det andet i en endeløs række af "glemt i branderter"-udfald fra Svend Aage. Filmens alvor er således næsten ufattelig. Man føler sig hensat til en heksekedel af pinligheder og usandsynligheder, som var det et iscenesat realityshow.

Klart budskab
Heri ligger filmens kvalitet: At dens budskab når ud over Hansen-familiens storrygende, ølbællende vanvid og planter sig med modhager i den forbløffede tilskuers åbentstående mund.