I Knew Her Well (1965)

Det er næppe helt som Antonio Pietrangeli, at mere nutidige filmskabere ville skildre et så sart og tungt emne som mental fornedrelse, storbyweltschmerz og selvmord. Hertil står "I Knew Her Well" alligevel for kantet, karikeret og stemningsmæssigt strittende. Men 1960'er-dramaet lever i dén grad i egen ret og vokser betragteligt gennem en syleskarp og helt unik egen identitet – særligt i det visuelle, der er uafrysteligt sværmerisk, malerisk... æterisk i Armando Nannuzzis fotografering.

Visuelt ekstraordinært fremme i skoene og særdeles æstetisk tilfredsstillende: Antonio Pietrangeli, der ofte optræder som en af den italienske filmhistories mest oversete mejslere – klemt inde mellem neorealisme, commedia all'italiana og tressernes modernistiske bølger, leverede her sent i den alt for korte karriere sit ubestridte hovedværk og kunstneriske kulmination. "I Knew Her Well" er, hvad der kan kaldes "en raffineret rodebutik". En teknisk og æstetisk lækkerbisken (blandt andet sofistikeret lyssat), hvis struktur er lidt sværere at bide skeer med. Dialogen river hurtigere gennem luften end selv en symaskinenål på overarbejde, så du skal stå tidligt op for at få det hele med. Lydsiden er i det hele taget evindeligt stressende med masser af spring, divergerende (pop)musik – ofte som del af handlingen – samt anmassende, udefrakommende støj. Når der således endelig sporadisk klippes (ofte hårdt) til en helt uventet stille situation, kan det opleves ganske balsamisk.

Stefania Sandrelli præsterer helt uforligneligt i hovedrollen som den unge landsbykvinde Adriana Astarelli, der forsøger at omsætte sine våde drømme om at blive skuespiller i Roms pulserende filmbranche. Men mødet med storbyen og ikke mindst dens (selvglade) typer er alt andet end skønsang... og det nye liv begynder at stige den smukke kvinde til hovedet.