Dangerous (2021)

    En mand med store lig i lasten smider fodlænken og tager til en klippeø for at forstå, hvorfor hans bror er død.


    »DUELIG PROLETARACTION«

    Denne direkte til streaming-actionfilm er reelt dummere skrevet, end selv den vildeste fantasi kunne have visualiseret, og det er lidt en skam – for "Dangerous" har som præmis rent faktisk lidt muskler at flekse med.

     

    Dylan 'D' Forrester (Scott Eastwood) er en værre bandit, på hvem følelser preller fuldstændigt af, og han sidder da også temmelig isoleret med sin fodlænke, da han erfarer, at brormand er død. Derfor smider han lænkerne og drager ud på dén klippeø, som broren ejede. For der må være noget råddent ved det hele, og ganske rigtigt bliver "D" også snart midpunkt i en dramatisk række begivenheder, hvor en lille gruppe væmmelige bagmænd tropper op og forsøger at entre dét jernarmerede(!) træhus, hvor "D" og hans tilbageværende familie og bekendte opholder sig. Brormand gemte på en hemmelighed, der kan vise sig at være meget værdifuld. Men kan den livstruende action også bringe "D" tættere på blandt andre moren, der ellers er meget tydelig med, at hun ønsker ham hen, hvor solen aldrig skinner?

     

     

     

     

    Et af de (potentielt) pudsige/sjove indfald i manuskriptet er "D"s telefon-pingpong med psykiateren Dr. Alderwood (Mel Gibson). Selvom elementet er fuldkommen usandsynligt og også tager uvidende pis på både psykiater og patient er der alligevel et vist glimt i øjet over eksekveringen. Omvendt skal der kigges langt – og ofte forgæves – efter kvaliteter i skuespillet, der løfter sig blot en periskopsmule over det hav, der omgiver den (ofte primitivt animerede) klippeø. Det hele er udtalt proletaractionpræget.

    Teknisk passable actions og thrills har lige nøjagtig nok overskydende juice i presseren til at løfte "Dangerous" over sine mest smagløst tørre genrekolleger, og så opstår der – trods manus' åbenlyse latterligheder – alligevel en lille håndfuld spidsfindige dialogvekslinger.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2021, USA, Action, Thriller, Børn på film, Bjerge på film, Skibe på film, 99 min.

    Dansk titel: Dangerous
    Instr: David Hackl Prod: Benjamin DeWalt, Kevin DeWalt, Douglas Falconer Manus: Christopher Borrelli Foto: Mark Dobrescu Klip: Jackie Dzuba Mus: Todd Bryanton