The Colossus of Rhodes (1961)
En dekoreret athensk krigshelt ankommer år 280 f.v.t. til Rhodos for at besøge sin onkel, men ferie afløses hurtigt af kaos.
»KOMPAKT EPIK«
Den dekorerede athenske krigshelt Dario (Rory Calhoun) ankommer til Rhodos for at besøge sin onkel Peliocles (Georges Marchal) og nyde en fredelig pause. Øen styres af en grusom og magtsyg konge, der undertrykker befolkningen og tvinger dem til at knokle i døgndrift for at færdiggøre den gigantiske solgudkolos, der skal beskytte havnen. Dario opdager hurtigt, at en hemmelig modstandsbevægelse kæmper mod kongens tyranni indefra. Samtidig planlægger en skruppelløs fønikisk afhopper ved navn Thar Aresh (Conrado San Martín) et hemmeligt kup mod kongen i alliance med barbariske invasionsstyrker udefra. Det er midt i dette kaos, Dario nu må agere.
Dén Sergio Leone-film, du måske aldrig lige har fået set, skiller sig også markant ud fra alle hans øvrige spaghettiwesternspillefilm. "The Colossus of Rhodes" er historisk "sværd og sandal"-epik, hvor handlingen udspiller sig år 280 f.v.t. Men faktisk lykkes det Leone at slippe beundringsværdigt smidigt udenom denne særlige og stort anlagte genres allerdybeste faldgruber. Debutfilmen er teknisk lækker, men langt fra serveret med samme grad af finesse og æstetisk perfektion, som det kendetegner Leones spaghettiwesterns. Filmen er relativt kompakt med sine to timer og otte minutters spilletid – i hvert fald, når den sættes op imod mange af hollywoodsamtidens allerstørste episk/historiske hovedværker, der ofte kunne ramme tre, hvis ikke fire timer. Det gør "The Colossus of Rhodes" til en pænt fokuseret affære, der stort set er renset for decideret fyldstof... og dét bevirker, at intensiteten aldrig når at gå fløjten.
Samtidig er der kælet for produktionsdesignet og scenografien, der levendegør den svundne tid ganske troværdigt i alt fra interiørscener og kostumer til svulstig udendørs arenaunderholdning samt kamphandlingerne i og omkring den gigantiske solgudkolos. Lige dele kitsch og fascinationskraft ledsager i dag Leones storfilm, der – trods åbenlyse melodramatiske slagsider i skuespillet – fortjener at blive støvet af og (gen)opdaget.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1961, Italien, Drama, Historie, Eventyr, Dyr på film, Bjerge på film, Skibe på film, 128 min.
Dansk titel: Kolossens hemmelighed- Rory Calhoun (Dario)
- Lea Massari (Diala)
- Conrado San Martín (Thar)
- Georges Marchal (Peliocle)
- Jorge Rigaud (Lisippo)
- Félix Fernández (Carete)
- Antonio Casas (Phoenician Ambassador)
- Frank Braña (Prisoner)
- Álvaro de Luna (Rebel)
- Rafael Hernández (Rebel)
- Nello Pazzafini (Gong Ringer)
- Gustavo Re (Bird Seller)
- Norman Rose ((stemme))
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation