Efteraber (1970)

Hyggelig lille fjolle-tv-film, der har en ung Ole Ernst i hovedrollen som Ole Andersen. Han flytter ind i et nyopført lejlighedskompleks, men ved tilsyneladende ikke rigtig noget om, hvad det vil sige at være "normal" og hermed ikke skille sig ud. Derfor aber han efter nærmest helt ned i detaljen, da han bliver kammerat med genboen (Klaus Pagh) og hans kæreste (Birgit Sadolin).

"Efteraber" finder sin klart primære fremdrift i, at den er optaget i og omkring de nyopførte københavnerlejligheder. Her er ingen kedelige studieoptagelser, og Henning E. Jensens sort/hvide fotografering er levende og ikke helt uden skelen til nybølgeforbilleder. Reelt er der ingen grænser for de fotografiske krumspring – som et fint spejl på Ole og de nye kammeraters grænsesøgende adfærd (her tænkes især på den fint indfangne, farefulde færd i åben sportsvogn ind gennem en stærkt aftentrafikeret hovedstad, mens gutterne læner sig ud i trafikken og giver high fives til opstemte medtrafikanter.)

Noget mere uelegant forholder det sig med formidlingen af Leif Petersens spradebassede fortælling – hvori Ole Ernst ganske vist agerer med en vis formålsløst formålsrettet styring som den usandsynligt nybegyndende mand, men hvor forlægget nok i nogen grad må betragtes som et forsøg på avantgardistisk komedie, hvad dialogen da også peger på.

Efter at have smidt sin nyerhvervede bolleven ud (igen ved at abe efter) lægger Ole sig i sin seng og går helt tydeligvis i gang med at tage sagen i egen hånd. En sjælden og vovet onaniscene i dansk tv anno 1970.