1941 (1979)

Det er ikke decideret bulls eye-humoren, der trykker i Steven Spielbergs teknisk hamrende flotte 2. verdenskrigs-farce, men "1941" puffes simpelthen fremad af en velvillig medvind, der sikrer de aparte løjer underholdende i mål.

I de døende uger af 1941 er en gruppe amerikanske soldater i særdeleshed på mærkerne. Ovenpå japanernes angreb på Pearl Harbor skal der forståeligt nok ikke meget til, før kanonerne lades og maskingeværerne afsender svadaer – og da man netop har spottet en japansk ubåd ud for Californiens kyst, er der optræk til lidt af et slag. Mere specifik handling end dette er farcen egentlig ikke interesseret i. Ligesom der heller ikke rigtig er nogen hovedroller i handlingen.

"1941" kommer, ser og sejrer et stykke over middel i kraft af sin fremdrift, de enormt overbevisende miniatureeffekter og en production value på allerøverste hylde. I den digre rollebesætning er der således ikke mange, der skiller sig markant ud i den evigt sitrende og smidige komedieekstremisme. Undtagelsen – på den overdrevne måde – er John Belushi, der gakker totalt ud i et (film)historisk syretrip som jagerpiloten Wild Bill Kelso. Ikke en præstation, der er frygtindgydende genial, men som dog ejer et blik for det ætsende. Christopher Lee er blandt dem, der får presset mest saft ud af sammenhængen – i birollen som den symfonisk tysktalende nazikaptajn Wolfgang von Kleinschmidt, der af uransaglige grunde er havnet om bord på den japanbske ubåd sammen med kaptajn Akiro Mitamura (Toshirō Mifune).

Decideret krampelatter byder "1941" på ingen måde op til, men der er optræk til enkelte situationer, der afføder opadgående mundvige. Det, der holder dampen oppe, er først og fremmest indpakningen, hvor der heldigvis ikke er sparet på ret meget.