Måneskin (1979)

Dette timelange danske tv-drama er virkelig ikke særligt lynende – hverken i indlevelse eller formidling, og det absolut mest sprøde, du får med i selskab med Langberg, Kaas, Strandberg og co. er glimtene af 1979-rekvisitter og gadebilleder.

Aksel (Ebbe Lanbgerg), Kurt (Preben Kaas), Leif (Claus Strandberg) og Benny (Birger Jensen) er arbejdsmænd, der tager sig af reparationer på S-tog. Men de mødes også til noget sort arbejde for at supplere den ringe timeløn (40 kr.). Hér går det alvorligt galt, og for ikke at blive taget med fingrene i kagedåsen, må der tænkes, før der gås til myndighederne.

Ikke en af de implicerede samtidige stjerneskuespillere viser tegn på at finde sig godt til rette i denne tv-filmatisering af Franz-Xaver Kroetzs skuespil. Deres døde øjne og standardageren kan selvfølgelig delvist skyldes et forsøg på at ramme den udtalt kedsommelige, ugidelige, lystdepraverede hverdag, der både melder sig i arbejds- og privatlivet. Men der er nok snarere tale om resultatet af uforløst potentiale.

Situationerne, der opstår i periferien af handlingens kedsommeligt serverede kriminaltwist, er velmente, men ligeledes tændingsløse: Kurt, der begynder at interessere sig for frimærker, Leif, der er tæt på at lukke et køb af en hamrende trøstesløs parcelhusgrund, Aksel, der bider af børnene hjemme ved køkkenbordet, mens han tager endnu en smøg og pils... alle tre flankeret af koner, der egentlig heller ikke rigtig gider noget.

Tidsbilledet redder noget: Komplet med ens parforholdssengetøj, hessiantapet, køkkeninventar, børnetøj – og selvfølgelig det til lejligheden ekstraordinært funklende S-tog (det er formodentlig helt fabriksnyt).