A Prairie Home Companion (2006)

Robert Altmans sidste spillefilm blev til som en hyldest til den gamle tids varietyradio og som en filmatisering af det virkelige livs yderst populære amerikanske radioshown (1974-2016) af samme navn:

Millioner af lyttere

"A Prairie Home Companion" er således gendigtningen af en del af den amerikanske kulturarv, hvor det hæderkronede program med livepublikum afspejlede en nostalgisk, varm og selvironisk midtvestholdning. Det appellerede til folk på tværs af generationer og havde millioner af ugentlige lyttere på stationen NPR.

Går rent ind

Det kunne lyde lidt utilgængeligt for et ikke-amerikansk publikum, og Altmans fortolkning er da også et spejl af den hjemlige base. Men det forhindrer ikke fortællingens grundpræmis og hjertelige personager i at gå rent ind – her er der noget universelt i bittersødmen forbundet med det sidste (show).

Det sidste...

Selveste døden er da også æterisk på spil i handlingen og flettes underfundigt ind som en kommentar til netop "det sidste" – og at det blev Altman sidste film gør kun dette aspekt så meget desto mere perspektiverende.

Talrige musikindslag

Måske vil du finde det svært at gabe over de talrige musikindslag af primært countrykarakter, de tilsvarende flødebollede onkelvittigheder samt de tørre monologer ved showets vært (og grundlægger i virkeligheden, samt filmens manuskriptforfatter) GK (Garrison Keillor). Humoren er bare ikke dyb, men det er til gengæld den stemningsmæssige afvikling af rammerne omkring de mange lettere mekanisk serverede underholdningsindslag.

Det jævne ophøjet

Igen lykkes det Robert Altman at få det bedste ud af sine mange stjerneskuespillere, der beredvilligt og dygtigt hjælper med at formidle det jævne på et niveau, der er langt højere end netop det jævne. Bedst er ikke uventet Meryl Streep, der får alvoren og hyperkomikken smedet sammen, så begge dele stråler lige meget – og hun får skønt modspil fra især en afdæmpet, myndig Kevin Kline og en energisk (og højgravid) Maya Rudolph.