Kansas City (1996)

Der er jazz, så den evigtgyldige "på tirsdag, på tirsdag"-genrerytme næsten slår knuder på sig selv i Robert Altmans ambitiøse 1930'er-fortælling, der blander både genrer og konventioner – i et middelmådigt resultat. "Kansas City" er sikkert især en lækkerbisken for jazzelskere, da Altman har samlet en lang række af musikgenrens største stjerner (anno 1996) som bipersoner i filmens sideløbende musiktema.

En farlig kidnapning

Hvis ikke hun var fandenivoldsk anlagt i forvejen, kommer rejekællingen i dén grad op i Blondie O'Hara (Jennifer Jason Leigh), da hendes kæreste bliver tilbageholdt af magtfulde mænd i Kansas City. I forsøget på at få ham tilbage, kidnapper Blondie den indflydelserige politikerkone Carolyn Stilton (Miranda Richardson), truer hende med en håndgun og stiller krav til ægtemanden.

Først den ene vej...

Filmen svinger en del i intensitet og har ikke helt doseringsæsken med diverse fortællemæssige virkemidler lige ved hånden. Først den ene vej (lidt krimi, en gun, lidt mafia, en (uklædeligt) pik og kusse-beskidtsnakkende bagmand (Harry Bellafonte). Så den anden vej (masser af jazzmusik på dertil indrettede (bagmændsstyrede) klubber, hvor der improviseres, så det står til alle sider).

Jazz all over

I øvrigt fortsætter denne handlingsjazz i vid udstrækning videre som decideret underlægning i begivenhederne, der ikke er livejazz. Det kan godt gå hen og blive (lidt/meget) kritisk, hvis du kunne tænkes at have det lidt stramt med "på tirsdag, på tirsdag" i så store mængder...

En lille smule ved siden af

Igen har Altman samlet en lang række stjerner til sit digre rollegalleri, men ingen af skuespillerne præsterer lige i skabet – snarere sidder de fleste en lille smule ved siden af, hvad der er gennemtroværdigt... en generel ting ved hele filmoplevelsen i øvrigt. Superflot tidsbillede til gengæld med masser af sprøde detaljer.