Kansas City (1996)

Der er jazz, så den evigtgyldige "på tirsdag, på tirsdag"-musikgenrerytme næsten slår knuder på sig selv i Robert Altmans ambitiøse 1930'er-fortælling, der blander både genrer og konventioner – med et middelmådigt resultat. "Kansas City" er sikkert især en lækkerbisken for jazzelskere, da Altman har samlet en lang række af musikgenrens største stjerner (anno 1996) som bipersoner i filmens sideløbende musiktema.

Hvis ikke hun var fandenivoldsk anlagt i forvejen, kommer rejekællingen i dén grad op i Blondie O'Hara (Jennifer Jason Leigh), da hendes kæreste bliver tilbageholdt af magtfulde mænd i Kansas City. I forsøget på at få ham tilbage, kidnapper Blondie den indflydelserige politikerkone Carolyn Stilton (Miranda Richardson), truer hende med en håndgun og stiller krav til ægtemanden.

Filmen svinger en del i intensitet og har ikke helt doseringsæsken med diverse fortællemæssige virkemidler lige ved hånden. Først den ene vej (lidt krimi, en gun, lidt mafia og en (uklædeligt) pik og kusse-beskidtsnakkende bagmand (Harry Bellafonte). Så den anden vej (masser af jazzmusik på dertil indrettede (bagmændsstyrede) klubber, hvor der improviseres, så det står til alle sider).

I øvrigt fortsætter denne handlingsjazz i vid udstrækning videre som decideret underlægning i begivenhederne, der ikke er livejazz. Det kan godt gå hen og blive (lidt/meget) kritisk, hvis du kunne tænkes at have det lidt stramt med "på tirsdag, på tirsdag" i så store mængder...

Igen har Altman samlet en lang række stjerner til sit digre rollegalleri, men ingen af skuespillerne præsterer lige i skabet – snarere sidder de fleste en lille smule ved siden af, hvad der er gennemtroværdigt... en generel ting ved hele filmoplevelsen i øvrigt. Superflot tidsbillede til gengæld med masser af sprøde detaljer.