The Company (2003)
En balletdanserinde får chanchen for at komme helt i front blandt konkurrende dansere og ambitiøse ledere.
DANSEN OM DEN VARME DANS
Du behøver (gudskelov) ikke være danseglad eller skrå brædder-anlagt for at opnå begejstring i mødet med Robert Altmans afdæmpede portræt af et balletakademi – hans næstsidste film som instruktør.
Helt sin egen
"The Company" bærer mange af Altmans varemærker, er i særlig grad visuelt lækker (ikke mindst i koreografien), men er alligevel helt sin egen. Først og fremmest er det værd at bemærke dén behændighed, med hvilken Altman lykkes med at gøre sit balletdansedrama nærmest folkeligt.
Behageligt flow
Et behageligt flow opnås bl.a. ved at lade (af og til lidt for lange) velkoreograferede danseoptrin parre med sideløbende spændinger, intriger, magtkampe – og allerbedst: Et uvejr under opsejling under en velbesøgt, stor udendørsopsætning. Disse ligestillede dramaer kompletterer hinanden og tilfører det lidt snævre ballettema en letløbende elegance.
Griber chancen
Danserinden Loretta 'Ry' Ryan (Neve Campbell) griber chancen, da hun træder i stedet for en lidt snottet-skidtmas konkurrent. Snart er hun den excentriske og evindeligt auteurhalstørklædeklædte akademichef Alberto Antonellis (Malcolm McDowell) darling. Noget, der bekræftes under hendes teatralske sceneoptrædener.
Små og store intriger
Egentlig er der ikke stor meget mere handling i "The Company", der omvendt henter rigelig næring i ballethverdagens små og store intriger – og en mild inddragelse af Loretteas kæresterier med den ikke-dansende Josh (James Franco).
Fornærmet/begejstret
Malcolm McDowell stortrives i rollen som den lige dele fornærmede og begejstrede chef, der har sin helt egen coachingstol, som han selvfølgelig altid sidder på med ryglænet foran sig. Neve Campbell, der selv har en fortid som balletdanserinde, glider fint ind i sin rolle, men uden at gøre ret meget væsen af sig.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2003, Storbritannien, Drama, Musik, Romantik, 112 min.
Dansk titel: The Company- Neve Campbell (Loretta 'Ry' Ryan)
- Malcolm McDowell (Alberto Antonelli)
- James Franco (Josh)
- Danny McCarthy (Bartender)
- Kevin Lingle (Bartender)
- Barbara E. Robertson (Harriet)
- William Dick (Edouard)
- Susie Cusack (Susie)
- Mariann Mayberry (Stepmom)
- Yasen Peyankov (Justin's Mentor)
- Marc Grapey (Toast Master)
- Robert Breuler (Barfly)
- John Gleeson Connolly (Norm the Contractor)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation