Prêt-à-porter (1994)

En af de mest rendyrkede ensemblefilm fra Robert Altmans senere værk: "Prêt-à-porter" leverer en underholdende, formsyet vare, der klogt og behændigt cirkler om et helt ocean af kendte mennesker (besat af tilsvarende kendte skuespillere) under modeugen i Paris, 1994.

Her flokkes selvoptagede, overfladiske modedesignere sammen med deres tilsvarende overfladiske og selvoptagede modeller, assistenter og bollevenner. Det eneste, der er ganske giver under sådan en begivenhed, er, at der nås "i dybden med overfladen", og det er denne hvinende ligegyldighed, Altman rammer så flot i "Prêt-à-porter".

Listen med stjerneskuespillere er nærmest længere end nogensinde, og legender som Marcello Mastroianni, Sophia Loren og Jean-Pierre Cassel vimser smidigt ind og ud af handlingens mangefacetterede forgreninger – sammen med amerikanere som Kim Basinger, Forest Whitaker, Julia Roberts og Tim Robbins, for blot at nævne et meget lille udsnit.

Som det er ypperligt vellykket velkendt hos Altman, trives alle hans skuespillere i det myretuemyldrende manus. Uden dette engagement, der blandt andet er affødt af en forbilledlig personinstruktion, ville en multiensemblefilm som denne ganske givet hurtigt smuldre.

Myldermekkaet er dog ikke Altmans allerbedste, og den evindelige køren komisk op mod maksimale omdrejninger i både situationer, replikvekslinger og skuespil savner en mere dramatisk klangbund at falde tilbage på.

Det er absolut underholdende (og kræver en årvågen tilskuer), men det er vanskeligt overhovedet at nå at komme i stemning – simpelthen fordi, filmen er så outreret dus med overfladen, at perfektionismen i denne retning skyder sig selv lidt i foden.