Der kom en dag (1955)

Velsagtens Sven Methlings bedste film – og samtidig et af de finere danske bud på et filmisk portræt af modstandsfolkenes kamp mod nazisterne, denne gang i de døende dage af 2. verdenskrig.

"Der kom en dag" udvikler sig til en todelt filmoplevelse, for Methling evner desværre ikke helt at holde det meget fine fokus og den koncentrerede nerve, der hersker i filmens første times tid. En obligatorisk forelskelse skurer således i helhedsbilledet, men ændrer ikke ved, at krigsdramaet lægger en stilsikker historisk linje.

Betragtes den første times intensitet i detaljen, glæder især den ærlige gengivelse af modstandsfolkenes mentale kvaler. Den evige frygt for at blive banket op, og siden ned, af gestapo- og hipofolk, er godt beskrevet og formidlet i det fint balancerede skuespil.

John Wittig er i denne del af filmen en meget troværdig frontmodstandskæmper. Alvorsfuld, men med strejf af angst og sjælekvaler. Præstationen ændrer sig i takt med manuskriptets slagsider i retning af det langt mere stereotype, men det er alligevel en af Wittigs bedste filmroller. De øvrige modstandskæmpere tillægges ikke megen betydning i mindre biroller: Louis Miehe-Renard, Per Wiking og Kjeld Jacobsen fungerer mest som dramatisk backup til den centrale historie om Wittigs Henning Pil med kodenavnet Pilen.

Vi befinder os i en af det indre Nørrebros mange sidegader under besættelsen, hvor en cigarhandler tilsyneladende i fred og ro driver sin lille forretning. I et stille værelse bag butikken, med indgang også fra gården, holder en gruppe modstandsfolk dog hemmelige møder: Her planlægges udførelsen af nattens gerninger, og herfra udføres noget af dén sabotage, der er beordret og dirigeret oppefra. Her hersker et ubrydeligt kammeratskab: "Én for alle – og alle for én!"

Det er en lettere fejlslagen sabotageaktion, der bringer Pilen i favnen på provstens barnebarn Eva (Astrid Villaume). Såret og bloddepraveret bliver den stoute frihedskæmper nu passet og plejet med rigelige mængder kvindelig omsorg.

Helt central for filmoplevelsens virkningsfulde stemninger står Aage Wiltrups meget flotte sort/hvide fotografering. Kompositionerne er af stor kunstnerisk værdi, ofte i perspektiver, der stræber langt over tidens gennemsnitlige danske filmfotografering.

Sven Gyldmark har med sine fine og mørke musikalske toner begået et af sine mere interessante bidrag, og musikken bliver på ingen måde voldbrugt, snarere stikker den hovedet frem som på bestilling. Ganske velovervejet, synes det.