Affeksjonsverdi (2025)

Det er ikke let at være menneske – hverken far, datter, søster, filminstruktør eller skuespiller. Men hvis man gør en indsats, er der alligevel noget godt at hente i tilværelsen... Og gør man sig rigtigt umage, kan det udvikle sig til værdifuld væren og en hvilen i sig selv. Det synes at være en (blandt flere) væsentlige pointer i Joachim Triers "Affeksjonsverdi", der går tæt på (familie)forhold og på de bånd, der enten aldrig er blevet knyttet, eller som det er umuligt at binde knuder på.

Udgangspunktet er søstrene Nora (Renate Reinsve) og Agnes Borg (Inga Ibsdotter Lilleaas), der begge har et anstrengt forhold til deres far, den kendte filminstruktør Gustav Borg (Stellan Skarsgård). Men han er nu engang et centralt ankerpunkt i familien, upåagtet at han aldrig var der, da døtrene var børn. Men kan de forlige sig med ham nu, hvor han har gang i et nyt spillefilmsprodukt, der går tættere på familielivets hemmeligheder...?

Trier arbejder behændigt og ukrukket med film som metalag i sin fortælling. Det fungerer stærkt og dragende med det indadskuende, der også åbner muligheder for at udfolde familien Borgs mørke sider. Stærkest står dramaet, når der fokuseres helt (uden omsvøb af nogen art) på det indebrændte i familien Borg-livet. Hér opstår magiske scener af knugende intensitet – og magnifikt spillet.

Andre steder bliver "Affeksjonsverdi" lige tanden for pludrende (måske endda en lille mælketand i den sødladne retning). Det er måske den største undren i mødet med den atmosfæremættede fortælling, at den ikke tillader fuld identifikationskraft, men snarere bliver en overflyvning på det potentielt meget stærke. Fordi Joachim Trier er så dygtig en pilot, skæmmer denne slagside dog ikke "Affeksjonsverdi" andet end overfladisk.