Da Svante forsvandt (1975)

Forfejlet forsøg på at lukrere på Benny Andersen og Povl Dissing-bølgen, som den svævede henover det ganske land særligt i 1970'erne. Henning Carlsen fabulerer således over albummet "Svantes viser", som Andersen/Dissing havde udgivet i 1973.

Megalomant overlange sangindslag

Filmudgaven giver os rundhåndede (= megalomant overlange) sangindslag, hvor kedelige Povl Dissing-(prøve?)sceneoptrædener gengiver Svantes viser og skal agere handlingsreferat. Herudover søger filmen at personificere begrebet Svante ved at lade ham være forsvundet – så vennen Benny Andersen til sidst går til politiet med en efterlysning.

Ikke fængende strofer

Der er godt nok meget langt mellem strofer, der fænger i Carlsen og Andersens manus. Og det gælder både de musikalske strofer og stroferne i selve handlingen.

Bare lidt flæsk på begivenhederne

Når der endelig kommer bare lidt flæsk på begivenhederne, er det i form af bøvsede og ultrakorte indslag med kendte skuespillere (Karl Stegger = købmand, Ingolf David = pølsemand, Gotha Andersen = klaverstemmer, Elin Reimer = psykiater). Hver især har de en enkelt scene på få minutter.

"Afsøgende" form

Den "afsøgende" form med blandinger af udviskede "datidssekvenser(?)", de nævnte helt igennem horribelt kedsommelige 1:1-afviklinger af viserne og lidt "metakognitiv inadskuen" i turbus må være ment som en måde, hvorpå film og musik skal flette fingre – uden anden effekt end at give Benny Andersen-fans lidt at sutte tommelfinger på.

Små, underfundige betragtninger

I meget små glimt fornemmes noget af det, der trods alt udgør et (uudnyttet) potentiale i at lade Benny Andersen agere sig selv i en filmhovedrolle: De små, underfundige betragtninger på tilværelsen. Bedst i scenen, hvor han skal give et signalement af Svante på politigården.