Die My Love (2025)

We Need to Talk About Kevin (2011)-instruktør Lynne Ramsey fortsætter udi en fascination af det psykologisk fortættede og tabubelagte, denne gang med historien om en ung kvinde, der går mentalt megabananas – og trækker alle omkring sig med ned i dyndet.

Optaget på 35 mm-film (Ektachrome), der efter sigende normalt er bedst egnet til lysbilleder, og skudt i 1.33:1-format, taler Ramsey tidens tendenser alt for meget efter munden: De mættede farver og dén høje kontrast, som dette kunstneriske greb burde kaste af sig, er i hvert fald ikke markant medvirkende til filmens gennemslagskraft. Snarere står det som et lidt krukket valg, der ikke har den store (cinematografiske) wauweffekt over sig.

Wauweffekt er der til gengæld i Jennifer Lawrences Golden Globe-nominerede hovedrollepræstation, der er en sjæleudkrængning af de mere vulgære. Hendes Grace-rolle er noget af en mundfuld, og fødselsdepressionen(?) kommer til udtryk gennem svært utilpasset opførsel, indædt masturbation og ildevarslende ekstrem-selvskade. Hvad skal hendes stakkels (og forsagte) kæreste og senere mand Jackson (en afrundet "apatisk" Robert Pattinson) dog gøre? Mens køteren gør og babyen skriger, er Grace i gang med at omforme både sig selv og badeværelset til et krater. "Die My Love" er markant bedst i den første times tid, hvor dramaet endnu er mystisk. Men den sidste time (der med fordel kunne have været skåret ned til 20 minutter!) er alt, alt for rundhåndet med "goodiebags fra helvede": Hér skal alt "forklares" (om end uforløst), og dramaet kører fast i en depressionens mudderpøl, der for længst er størknet.

"Die My Love" er baseret på argentinske Ariana Harwicz' roman "Matate, amor" og er en rigtig indiefilm – på godt og ondt. Der kan argumenteres for, at Ramsey hér er gået lige tanden for meget all-in på indieamok. I hvert fald opleves hendes stort opslåede, men "smalfilmede" epos hér som lettere fejlproportioneret.