Die My Love (2025)

We Need to Talk About Kevin (2011)-instruktør Lynne Ramsey fortsætter udi en fascination af det psykologisk fortættede og tabubelagte, denne gang med historien om en ung kvinde, der går mentalt bananas – og trækker alle omkring sig med ned i dyndet.

En rigtig indiefilm

"Die My Love" er baseret på argentinske Ariana Harwicz' roman "Matate, amor" og er en rigtig indiefilm – på godt og ondt. Der kan argumenteres for, at Ramsey hér er gået lige tanden for meget all-in på indie-amok. I hvert fald opleves hendes stort opslåede, men "smalfilmede" epos hér som lettere fejlproportioneret.

Et lidt krukket valg

Optaget på 35mm-film Ektachrome, der efter sigende normalt er bedst egnet til lysbilleder, og skudt i 1.33:1-format, taler Ramsey tidens tendenser alt for meget efter munden: De mættede farver og dén høje kontrast, som dette kunstneriske greb burde kaste af sig, er i hvert fald ikke markant medvirkende til filmens gennemslagskraft. Snarere står det som et lidt krukket valg, der ikke har den store cinematografiske wauw-effekt over sig.

Udkrængende præstation

Wauw-effekt er der til gengæld i Jennifer Lawrences Golden Globe-nominerede hovedrollepræstation, der er en sjæludkrængning af de mere vulgære. Hendes Grace-rolle er noget af en mundfuld, og fødselsdepressionen(?) kommer til udtryk gennem svært utilpasset opførsel, indædt masturbation og ildevarslende ekstrem-selvskade.

Køteren gør...

Hvad skal hendes stakkels (og forsagte) kæreste og senere mand Jackson (en afrundet apatisk Robert Pattinson) dog gøre? Mens køteren gør og babyen skriger, er Grace i gang med at omforme både sig selv og badeværelset til et krater.

Markant bedst i starten

"Die My Love" er markant bedst i den første times tid, hvor dramaet endnu er inciterende og mystisk. Men den sidste time (der med fordel kunne have været skåret ned til 20 minutter) er alt, alt for rundhåndet med "goodiebags fra helvede": Hér skal alt "forklares" (omend uforløst), og dramaet kører fast i en depressionens mudderpøl, der for længst er størknet.

Fritaget for underlægning

23 pop- og rocksange optræder primært som en del af handlingen (i bilen bl.a.). Langt det meste af filmen er betagende nok helt fritaget for underlægningsmusik, bl.a. komponeret af instruktøren selv. Dog opstår der et par fuldstændigt øresønderrivende støjende seancer, hvor det er med at holde sig for ørerne. Stærkt umotiveret og helt unødvendigt.