Oldboys (2009)

Musiker og skuespiller Nikolaj Steen debuterer som spillefilmsinstruktør med dette finurlige komiske drama i lommefilosofiens sfære.
 

Gode indfald

På nogle områder rummer Nikolaj Steens eget manuskript til filmen nye gode indfald til den danske komediegenre. Det er særligt tilfældet, når det absurde underspilles og efterlader en sart tragikomisk stemning.

Vaklende gadedrengeløb
Primært er "Oldboys" dog et vaklende gadedrengeløb, og igen er det manuskriptet, der er filmens største svaghed. Steen ønsker at formidle en næsten endeløs række skæve og absurde små øjeblikke, og det ene snubler praktisk talt over det andet i overivrige kaskader.

Kækhed og spøjse personager
Hermed formes hurtigt en atmosfære af kækhed og spøjse personager, der oftest er mere forskruet end formidabel. Det bliver en noget tungtlastet roadmovie (langt over halvdelen af filmen er ligegyldige transportscener). Vagn er pedel og målmand på et oldboys-fodboldhold. Sammen med holdet er han i bus på vej til Gävle i Sverige, hvor en vigtig kamp venter.
 

Lift af en bankrøver

På en tankstation er Vagn på toilettet. Da han kommer tilbage, er bussen kørt. De andre har glemt ham! Vagn kontakter manden på tanken - uden at vide at han er dansk bankrøver. Han får et lift, og efterhånden bliver de to en form for venner, selvom de er som nat og dag.

Enkelte sagte grin
Det sker uheldigvis kun i sjældne tilfælde, at komikken fænger så meget, at man udstøder et sagte grin. Det er det umiddelbare niveau af morskaben. Hvor denne fungerer afgjort bedst er i selskab med fodboldholdet, hvor en stribe dygtige karakterskuespillere virkelig fyrer den af (desværre ofte til dumt skrevne replikker).

Endeløse køreture
De endeløse ture i gammel amerikanerbil ad svenske motor- og landeveje er mildt sagt kedsommelige, og den tiltagende lommefilosofi grænser til det tåbelige, når Robert Hansens provins-taber-tankrøver-type springer ud som selvlært psykoterapeut. Her er vi i komikkens bundkar.
 

Sjælden hovedrolle

Kristian Halken ses i en sjælden hovedrolle og gør det pænt uden at glimre. Igen er der en tydelig hæmning i manuskriptets handicap. Det er begrænset, hvor meget storspil, der kan komme ud af at sidde på et bagsæde i groft sagt halvanden time.

Skamrost popmusik
Tina Dickows skamroste pop-filmmusik toner ofte umotiveret som en blødgører til det barskt komiske. Hvad skal vi med en rørstrømsk kvindestemme i slibrigt fløjlsbløde akkorder i en hårdkogt roadmovie-komedie?