Pauline & Paulette (2001)
En ældre retarderet kvinde kastes rundt mellem flere af sine søstre, da dén søster, der hidtil har plejet hende, dør.
BARSK OG HUMORISTISK
Et kærkomment pusterum fra mainstream er denne rørende, morsomme og betagende belgiske film. "Pauline & Paulette" er en ganske kort, men meget stærk skildring af den ældre retarderede kvinde Pauline Declerq (Dora van der Groen), der ikke har meget begreb om verdenssituationen.
En svær situation
Hun havner i en svær situation, da hendes søster, der har plejet hende gennem flere år, dør. Sværest bliver det dog for Paulines øvrige søstre, der ikke ligefrem står i kø for at overtage plejen af søsteren og det medfølgende besvær.
Tålmodighed er en dyd
Pauline lægger ikke skjul på, at hun helst vil bo hos søsteren Paulette (Ann Petersen), der har sin egen lille forretning. Paulette har så absolut ikke tålmodigheden til at passe den barnlige søster, og hun sørger da også hurtigt for at parkere Pauline hos den anden søster. Hér befinder Pauline sig imidlertid slet ikke godt, og hun stikker af for igen at bo hos Paulette...
Humoristisk melankolsk
Filmen beskriver i en meget humoristisk, men samtidig melankolsk tone det absurde i, at ingen vil kendes ved Pauline. Hun lever i sin helt egen verden, fuldstændig som et lille barn, og de moderne kvinder er slet ikke interesserede i at lægge deres tilværelser om for at hjælpe.
Hårfin balance
Grænsen mellem alvoren og komikken er hårfin. Der ligger en betagende stemning over filmens fortællestil, der gør historien særdeles vedkommende. Kombineret med kvindernes følte skuespil – det er fx umuligt at vurdere, at Dora van der Groen rent faktisk er normal i virkeligheden – bliver "Pauline & Paulette" en sjælden intens filmoplevelse.
Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2001, Belgien, Drama, Komedie, 75 min.
Dansk titel: Pauline og Paulette- Dora van der Groen (Pauline)
- Ann Petersen (Paulette)
- Rosemarie Bergmans (Cécile)
- Julienne de Bruyn (Martha)
- Idwig Stephane (Albert)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN - Prize of the Ecumenical Jury - Special Mention